Mordet på Kyoko Kanuma

Mordet på Kyoko Kanuma
Takashi Mochida, og bygningen hvor han slog Kyoko ihjel

Mordet på Kyoko Kanuma

Takashi Mochida var 24 år gammel, da han i 1976 begik sit første drab, da han den 12. august slog sin 16-årige kæreste ihjel på et hotelværelse i Hiroshima. Han tog herefter flugten og levede under et falsk navn i Osaka, indtil han året efter blev anholdt og idømt ti års fængsel. I 1989 var Takashi derfor igen en fri mand, og han havde på dette tidspunkt fået arbejde ved en byggeplads i Koto-distriktet i Tokyo, hvor han stod og ventede på en taxa, da han om aftenen fik øje på den 37-årige Kyoko Kanuma, der havde været ude at drikke med nogle kolleger. Alligevel tog hun imod tilbuddet, da Takashi inviterede hende på en drink på en nærliggende bar, hvor han blandt andet fandt ud af, at hun var ugift og boede alene i et lejlighedskompleks i nærheden.

Da de to forlod baren, lagde Takashi op til, at de skulle tage videre på et hotel for at dyrke sex, hvilket Kyoko imidlertid takkede nej til. Men Takashi valgte da at trække kvinden med ind i en gyde, hvor han kvalte hende til bevidstløshed og voldtog hende, umiddelbart inden han stak af med hendes håndtaske, hvori han fandt hendes visitkort med hendes fulde navn og telefonnummer. Nogle dage senere ringede Takashi derfor til Kyoko og truede med at fortælle hendes arbejdsplads om overgrebet, medmindre hun betalte ham 100.000 yen for hans tavshed. Pengene skulle afleveres til ham personligt på Oshima station den 29. december, men i stedet for at møde op valgte Kyoko at ringe til politiet, så det var dem, der stod klar til at tage imod Takashi, som således blev anholdt og idømt syv års fængsel for voldtægten.

I fængslet fortsatte Takashi dog med at bære nag over, at Kyoko havde anmeldt ham, så da han i 1997 blev løsladt, besluttede han sig for at opsøge sit offer, idet han jo vidste, hvor hun boede. Takashi tog derfor jævnligt forbi lejlighedskomplekset i Koto-distriktet for at finde frem til Kyokos navn på postkasserne, og da på den måde det lykkedes for ham at finde hendes adresse, købte han en køkkenkniv, som han den 18. april bragte med sig, da han ankom til ejendommen, hvor Kyoko boede, med det formål at slå hende ihjel. Egentlig havde Takashi tænkt sig at dræbe hende, mens hun trådte ud fra sin dør for at tage på arbejde, men da han blev afbrudt af nogen, som kom gående på trapperne, valgte han at udskyde sin plan til senere på dagen, hvor Kyoko vendte hjem fra arbejde.

Takashi var derfor til stede i bygningen, da den 44-årige kvinde ankom til denne sent på aftenen, hvor Takashi skyndte sig at tage elevatoren ned, så han stod klar til at tage imod Kyoko i denne, da hun trådte ind for at tage den korte tur op til tredje sal, hvor hun boede. Men hun nåede dog aldrig hjem, for inde i elevatoren gik det alt for sent op for kvinden, at hun havde lukket sig selv inde med den mand, der i 1989 havde voldtaget hende. Takashi spurgte nemlig, om Kyoko kunne huske ham, før han hev kniven frem og fik hendes hukommelse på gled. Men Kyoko valgte dog at gå til modstand og fik dermed flået kniven fri fra Takashi, så hun var i besiddelse af våbnet, da elevatordørene fik op på 3. sal, hvor Kyoko straks gav sig til at skrige for at fange naboernes opmærksomhed.

Dette fik desværre Takashi til at gå til modangreb, og da han igen var kommet i besiddelse af kniven, skyndte han sig at stikke Kyoko ihjel på gangen, før han forlod bygningen og vendte hjem. Den døde kvinde blev fundet af en nabo et øjeblik senere, og på gerningsstedet fandt man både et håndaftryk og DNA-spor fra morderen, eftersom Takashi havde skåret sig på kniven, da han vristede den fri fra Kyokos greb. Eftersom han var tidligere dømt, havde man både hans DNA og fingeraftryk i politiets database, og således fik man også udpeget den 54-årige Takashi Mochida som den skyldige, og da det kom frem, at han ikke blot havde begået drab før, men tilmed havde været dømt for at have voldtaget sit offer, skabte det naturligvis forargelse og debat om retssikkerheden i Japan, hvor der af den grund blev indført nye regler for vidnebeskyttelse.

Takashi blev i første omgang idømt livsvarigt fængsel, men dommen blev senere omstødt, da man tog højde for forbrydelsens karakter, og han modtog derfor den hårdeste dom af dem alle, da han blev dømt til døden. Han blev henrettet som 65-årig i 2008.

Total Page Visits: 99 - Today Page Visits: 1