

Den 38-årige Fumiko Eda var i 1994 ansat som regnskabsansvarlig hos en frisørsalon i Fukuoka, hvor hun havde en affære med en to år yngre revisor. Både Fumiko og revisoren var gift, men Fumiko var alligevel overbevist om, at de skulle forblive sammen, så da han en dag besluttede sig for at afbryde forholdet, blev Fumiko rasende. Men det var ikke blot vrede over at være blevet droppet, for Fumiko var simpelthen overbevist om, at revisoren havde noget kørende med hendes kollega: den 30-årige frisør Mayumi Iwasaki, selvom der ellers ikke var nogen beviser for dette. Alligevel var Fumiko drevet af jalousi, da hun herfra begyndte at blive fjendtlig over for Mayumi, der til sidst ikke kunne holde ud at være på sin arbejdsplads.
Efter fyraften fredag den 25. februar fortalte Mayumi derfor Fumiko, at hun havde valgt at sige op, fordi Fumiko gjorde livet surt for hende, men omvendt følte Fumiko, at Mayumi havde ødelagt hendes kærlighedsliv, så de to kvinder havnede derfor i et ophedet skænderi, hvor de endte med at gå på weekend uden at blive forsonet. Den 27. februar ringede Fumiko så til Mayumi og bad hende om at mødes med hende i frisørsalonen, så de kunne tage afsked med hinanden på venskabelig vis, men i virkeligheden havde hun dog tænkt sig at skille sig af med sin rivalinde, idet Fumiko var sikker på, at Mayumi ville begyndte at ses med hendes tidligere elsker, lige så snart hun var stoppet med at arbejde i frisørsalonen.
Da det var søndag, var der ingen andre til stede i salonen, da Mayumi ankom til denne. Men da hun trådte ind i denne i troen på, at hende og Fumiko skulle begrave stridsøksen, valgte Fumiko i stedet at overøse hende med beskyldninger, før hun pludselig hev en køkkenkniv frem og stak den 30-årige kvinde ihjel. Fumiko Eda valgte herefter at skille sig af med liget ved at partere det med brug af remedier, som hun havde medbragt hjemmefra, og mens indvoldene blev smidt i en udendørs skraldespand, så blev krop, hoved, arme og ben derimod bragt med ud i hendes bil, i hvilken hun satte kursen mod Aso-vulkanen, hvor hun havde tænkt sig at bortskaffe ligdelene.
Da det viste sig, at der var for mange mennesker i området, valgte Fumiko dog at ændre planer, idet hun i stedet skilte sig af med ligdelene forskellige steder på Kyushu, hvor hun sågar anbragte den lemmeløse krop i et opbevaringsskab ved Kumamoto station. Hoved, arme og ben blev derimod kastet i containere, før Fumiko vendte tilbage til sin hjem i Dazaifu. Men hun havde dog begået den fejl at pakke ligdelene ind i aviser, som kun blev uddelt i Dazaifu, så da kropsdelene blev fundet og identificeret, kædede man hurtigt forbrydelsen til Fumiko, eftersom hun var den eneste medarbejder i frisørsalonen, som boede i Dazaifu. Og da motivet kom frem i lyset, stod det klart, at Mayumi tilsyneladende var blevet slået ihjel som følge af ubegrundet jalousi, idet revisoren nægtede at have haft noget kørende med hende. Selvom Mayumi dermed lod til at være et uskyldigt offer for et overlagt drab, slap Fumiko Eda med en dom på 16 års fængsel.
