Mysteriet om Shinya Matsuoka

Mysteriet om Shinya MatsuokaShinya Matsuoka var en 4årig dreng, der i 1989 boede med sin familie i Ushiku i Ibaraki-præfekturet. Da hans mormor døde den 5. marts tog hele familien til Tokushima-præfekturetShikoku for at deltage i begravelsesritualet næste dag. Den 7. marts valgte den lille familie så at besøge nogle slægtninge i den lille landsby Sadamichi, hvor Shinyas far tog på en morgentur med sine tre børn, der foruden Shinya inkluderede en storesøster og en lillebror. Herudover var børnene til faderens bror også med på turen. Da faderen vendte tilbage med børnene ville Shinya dog gerne ud at gå en længere tur, så faderen bad ham vente for enden af den lange trappe, der ledte frem til huset, mens han afleverede de andre børn. Faderen var ifølge ham selv kun væk i 40 sekunder, før han vendte tilbage til trappen og så, at Shinya i mellemtiden var forsvundet. Han kaldte på sin søn, men fik intet svar, og da han i stedet begyndte at lede efter drengen, var der heller ingen spor efter ham. Huset, som familien var på besøg i, lå helt øde ved foden af nogle bjerge, hvor der var fyldt med træer, så familien samlede sig straks i søgningen efter Shinya, da de formodede, at han var vandret ind i skoven, hvor han var faret vild.

Shinya var som sunket i jorden, så politiet blev tilkaldt, hvorved en storstilet eftersøgning gik i gang. Men selvom denne fortsatte i dagevis, så gav den intet resultat. Hundredvis af folk ledte efter Shinya i tre måneder, hvor man til sidst opgav håbet og konkluderede, at det ikke længere var muligt at finde drengen i live. Trods den ihærdige indsats, så fandt man dog aldrig frem til et lig, og sagen om Shinya Matsuokas forsvinden forblev derfor et mysterium, der satte gang i alle mulige spekulationer. I årene efter var der mange, der mente at de havde set Shinya rundt omkring i landet, men ingen af disse oplysninger viste sig at være korrekte. Shinya forblev efterlyst, og sagen blev med tiden glemt, indtil der i 2018 tonede en mand frem på TV, som påstod, at han havde været holdt indespærret i 17 år af en fremmed mand, som det var lykkedes ham at flygte fra, da han blev fundet bevidstløs på et offentligt toilet i 2014. Han led tilsyneladende af hukommelsestab og ville gerne finde ud af, hvem han var, men indtil da blev han kaldt for Ryuuto Wada og var ifølge ham selv 25 år gammel. Hans optræden på TV fik imidlertid nogen til at se lighederne mellem ham og Shinya, der i 2018 ville have været 33 år. Af den grund spredte der sig en overbevisning om, at Ryuuto Wada kunne være Shinya Matsuoka, hvilket resulterede i, at en DNA-test blev udført, men det viste det sig, at Ryuuto Wada ikke var Shinya Matsuoka, eftersom han i virkeligheden var en helt anden, end den han udgav sig for at være, og at hans historie desuden ikke var helt sand. 

Hvad der skete med Shinya er altså fortsat et uopklaret mysterium, og faderens vidnesbyrd om, at han kun var væk fra sin søn i 40 sekunder blev et udtryk for, hvor lidt tid der skal til, før børn ikke bare kan stikke af, men også forsvinde. Selvom Sadamichi er en forholdsvis lille by med under 6000 indbyggere, så er det desuden ikke første gang, at nogen på mystisk vis forsvinder derfra. I 1955 forsvandt den 19-årige Kaneyoshi Toshima nemlig sporløst, da han tog til stationen for at besøge sin bror i Tokyo.

 

Total Page Visits: 268 - Today Page Visits: 1