Paraquat-mordene

Paraquat-mordeneI 1985 mistede 12 mennesker livet, da en eller flere ukendte gerningsmænd efterlod drikkevarer indeholdende sprøjtegift (paraquat) i eller på salgsautomater rundt omkring i Japan. Den første hændelse fandt sted den 30. april i Fukuyama i Hiroshima-præfekturet, hvor en 45-årig lastbilchauffør fandt en flaske med den japanske vitamindrik oronamin, der var blevet efterladt oven på en udendørs salgsautomat med drikkevarer. Denne valgte han at drikke, og han fik det efterfølgende dårligt henover de kommende dage, inden han døde den 2. maj, hvor man gennem prøver af hans opkast kunne konstatere, at han var blevet forgiftet med paraquat. De næste dødsfald skete først den 14. september, efter to forskellige personer også havde valgt at drikke indholdet i flasker, der var blevet efterladt inde i salgsautomater, hvor de havde købt en anden drikkevare og derfor gik ud fra, at de ved et uheld havde fået en ekstra flaske med i købet. Dette skete i henholdsvis Osaka– og Mie-præfekturet den 11. og 12. september, og i den ene af sagerne var det tale om en 22-årig universitetsstuderende, der som den eneste var blevet forgiftet med diquat.

Med tre døde var politiet dermed overbeviste om, at de stod med en seriemorder, og over de næste to måneder døde yderligere 9 mennesker rundt omkring i Japan, efter de alle havde valgt at drikke læskedrikke af forskellige mærker, som enten befandt sig inde i eller oven på salgsautomater, hvor de altså var blevet efterladt af en ukendt gerningsperson. Dette fik derfor producenterne af salgsautomater til at sætte advarselsskilte op, mens produkterne blev udstyrret med nye og sikrere lukninger, hvilket resulterede i, at dødsfaldene stoppede. Det sidste offer var samtidig det yngste, idet der var tale om en 17-årig gymnasieelev, der døde den 17. november, efter hun havde fundet en flaske cola i Saitama-præfekturet.

De mange sager er aldrig blevet opklaret, så det er uvist, hvem der stod bag de såkaldte paraquat-mord, og om der overhovedet var tale om en enkelt person, og i så fald hvad vedkommenes motiv var. Politiets efterforskning blev desuden yderligere besværliggjort, idet nogle folk valgte at tilsætte gift til drikke for at få opmærksomhed, mens andre valgte at begå selvmord ved at imitere dødsfaldene, så det egentlige antal ofre kan derfor vise sig at være 13 i stedet for 12, idet der fortsat er tvivl i en enkelt mulig selvmordssag, mens tre andre tilfælde er bekræftet som værende selvmord. Ud af de officielt 34 sager med forgiftede drikkevarer fra 1985 er der dog ingen der ved, hvor mange af disse der i sandhed er knyttet til den oprindelige paraquat-morder. Dødsfaldene fandt sted i 8 forskellige præfekturer fra Miyazaki-præfekturet på Kyushu til Miyagi-præfekturet i Tohoku-regionen, så det er muligt, at der var tale om en hel sag bestående af copycat-forbrydelser, hvilket paraquat-mordene i sig selv kunne være, idet de mindede om en lignende sag fra 1977, hvor 3 mennesker mistede livet efter at have drukket Coca Cola indeholdende hydrogencyanid. 

 

Total Page Visits: 306 - Today Page Visits: 1