Sagen om Emiko Akahori

Emiko Akahori og Rie Ikari med sønnen Shojiro

Rie Ikari var gift og havde tre sønner, da hun i 2016 mødte kvinden Emiko Akahori, hvis børn gik i samme børnehave som Ries. De to knyttede herefter et venskab, som dog var kendetegnet ved, at Emiko kommanderede rundt med Rie, som fandt sig i dette, fordi at Emiko var hendes eneste rigtige veninde, som hun gerne ville bevare forholdet til af frygt for at ende ud i en tilværelse som en ensom husmor. Emiko løj dog om sin alder, ligesom hun var kendt under et falsk navn, og hun formåede da også at tilegne sig Ries loyalitet gennem løgne, da hun blandt andet bildte hende ind, at de andre mødre spredte rygter om hende, så Rie dermed troede, at Emiko var den eneste, hun kunne stole på, selvom hun i virkeligheden blev manipuleret af hende.

Emiko fik sågar skabt splid i Ries ægteskab, da hun overbeviste Rie om, at hendes mand havde en affære, hvilket førte til, at de to blev skilt i 2019, hvor Rie valgte at flytte i en lejlighed i byen Sasaguri sammen med sine tre sønner. Emiko valgte at udvise Rie støtte, men i virkeligheden havde hun i sinde at udnytte hende, idet hun overtalte Rie til at lægge sag an mod sin mand, hvilket Emiko tilbød at gøre på hendes vegne. Rie overførte derfor flere millioner yen til Emiko, som hun modtog som børnebidrag og velfærdsydelser, men det betød også, at det blev svært for Rie at få økonomien til at hænge sammen, så Emiko opfordrede hende til at begrænse børnenes måltider i en sådan grad, at de knap nok fik noget at spise, selvom de alle var i voksealderen.

Emiko brugte Ries penge på sig selv, idet hun blandt andet tog på ferier og købte mærkevarer, alt imens Ries børn sultede, fordi at deres mor ikke havde råd til at købe mad til dem. Til sidst havde hun heller ikke længere råd til at betale husleje, så hun måtte flytte til en ny lejlighed, hvor hun i desperation ringede rundt til bekendte og tiggede om penge, selvom hun ellers modtog store beløb fra staten. Men disse overdrog hun altså til Emiko i troen på, at hun kunne regne med hende. Emiko gengældte dog ikke med andet end mindre måltider, som slet ikke var nok til at brødføde en kvinde og tre børn, så både Rie og hendes sønner tabte sig så meget, at dette til sidst blev bemærket af personalet i børnehaven, hvor Ries yngste søn gik.

Den 5-årige Shojiro vejede nemlig kun 10 kilo, hvilket var halvt så meget i forhold til de jævnaldrende børn, og netop fordi at han var den yngste, så var han også den, som fik mindst at spise. I perioder blev han nemlig ikke givet andet end vand, hvilket gjorde den lille dreng så svag, at han til sidst ikke havde kræfterne til at tage i børnehave. Han blev derfor holdt hjemme indtil den 18. april 2020, hvor Shojiro virkede så afkræftet, at Rie besluttede sig for at bringe ham på sygehuset, hvor han desværre døde af organsvigt. Og da man fandt ud af, at dette var sket som følge af sult, blev en efterforskning indledt, mens man naturligvis rettede øjnene mod moderen, som havde ansvaret for drengen.

Da Emiko fandt ud af, at politiet var gået ind i sagen, beordrede hun Rie til at holde deres forhold hemmeligt. Hun blev derfor bedt om at bilde politiet ind, at hun havde spillet alle pengene op, alt imens Emiko fortsatte med at presse penge fra Rie, hver gang hun modtog nogle, hvilket sågar inkluderede tilskuddet til Shojiros begravelse. På den måde så det altså ud som om, at man havde at gøre med et tilfælde af omsorgssvigt grundet en enlig mor, som var ludoman, men det varede imidlertid ikke længe, før sandheden kom frem i lyset, da man under afhøringer af den 39-årige Rie Ikari fandt ud af, at hun blev udnyttet af den 48-årige Emiko Akahori, som tilmed også havde svindlet sin egen familie for penge, idet hun havde lånt store beløb, som hun aldrig havde betalt tilbage.

Emiko havde nemlig været en kontrollerende type hele sit liv, så siden barnsben havde hun været vant til at udnytte andre ved at manipulere rundt med dem, så hun dermed var en parasit, der nærede sig gennem andre. Til trods for at hun var arbejdsløs og gift med en mand, som tjente en middelløn, så levede hun en ekstravagant tilværelse og var da også en overvægtig kvinde, som tydeligvis fik meget at spise, imens hun altså havde ladet et lille barn sulte ihjel, bare så hun kunne forsøde sit eget liv. Emiko Akahori fik derfor tillagt skylden for Shojiro Ikaris død, og hun blev derfor idømt 15 års fængsel for sin ledende rolle, mens Rie Ikari modtog en mildere dom på 5 års fængsel for sin medvirken.