Sadanori Shimoyamas død

Jernbanestrækningen, hvor Sadanori Shimoyamas lig blev fundet

Den 1. juni 1949 blev Japans nationale jernbaneselskab Japan National Railways etableret, og samme dag blev den 48-årige Sadanori Shimoyama udpeget som direktør. Han nåede dog kun at besidde posten i lidt over en måned, for da han om morgenen den 5. juli var på vej til sit kontor i Tokyo, blev han sat af ved et stormagasin af sin chauffør, som dermed blev den sidste, der fik Shimoyama at se i livet, idet han aldrig vendte tilbage til bilen eller mødte op på arbejde, hvor han ellers skulle have deltaget i et vigtigt møde. Shimoyama var simpelthen forsvundet, og han blev derfor efterlyst, men det var dog først næste dag, man fik vished om hans skæbne, da man fandt frem til et maltrakteret lig på et jernbanespor mellem Kita-Senju station and Ayase station, hvilket viste sig at være Sadanori Shimoyama, der var blevet påkørt af et tog.

Eftersom hans krop var blevet kørt i stykker, så var det umuligt at fastslå en dødsårsag, men ved at undersøge de tog, der havde kørt på strækningen, fandt man dog ud af, at han var blevet ramt af et fragttog efter midnat - altså over et halvt døgn efter at han forsvandt. Der opstod dog delte meninger om, hvad der havde forårsaget Shimoyamas død, for mens nogle mente, at hans indre blødninger stammede fra et eventuelt overfald længe før sammenstødet med toget, var andre af den overbevisning, at de var et resultat af dette. Manglen på blod tydede også på, at han højst sandsynligt var forblødt et andet sted, hvorefter han var blevet placeret på jernbanelegemet for at få hans død til at ligne en ulykke eller et selvmord, men samtidig havde det regnet i løbet af natten, hvor han blev ramt, således at blodspor kunne være blevet vasket væk, så der derfor sagtens kunne være tale om et selvmord.

Sadanori Shimoyamas dødsårsag blev aldrig officielt angivet, så om der var tale om en ulykke, et selvmord eller et drab er heller aldrig blevet opklaret. Men i kølvandet på hans gådefulde død oplevede man hos Japan National Railways to andre mysterier, da to tog blev afsporet henholdsvis den 15. juli og 17. august, hvilket tilsammen kostede 9 mennesker livet - tilsyneladende grundet sabotage rettet mod det national jernbaneselskab, som Sadanori Shimoyamas netop var direktør for, så det var derfor oplagt at tro, at han var blevet udsat for et attentat af de samme personer, som stod bag de to togafsporinger i den efterfølgende måned. Bagmændene er dog aldrig blevet identificeret, så det vides ikke, om de tre sager er knyttet sammen, og hvad motivet i så fald var, men det var trods alt mistænkeligt, at de hændte i samme periode, netop som Japan National Railways var blevet etableret, hvilket tydede på, at nogen havde en horn i siden på selskabet. Man mistænkte blandt andet Japans kommunistiske parti, men også ansatte ved Japan National Railways og sågar fagforeningen knyttet til dette grundet igangværende forhandlinger om lønnedgang.

Om ikke andet var Sadanori Shimoyamas død et glimrende eksempel på skæbnens ironi, fordi han som direktør for landets største jernbaneselskab endte sine dage på en jernbane. Af samme grund har nogen tolket hans død som værende for symbolsk til, at der kunne være tale om en ulykke. Men så er spørgsmålet bare, om Shimoyamas død var selvforskyldt, eller om det i virkeligheden var en forbrydelse.

Total Page Visits: 690 - Today Page Visits: 2