Skudepisoden i Habikino

Yasuhisa Sugiura og gerningsstedet

Den 12. januar 2010 tog den 49-årige Yasuhisa Sugiura på en bar i forstaden Habikino uden for Osaka i selskab med sin svigermor med det formål at planlægge parrets kommende skilsmisse. Yasuhisa var nemlig voldelig over for sin kone, som derfor agtede at opløse ægteskabet, men først skulle de praktiske forberedelser på plads, hvilket blandt andet indebar, at parret skulle aftale, hvem af dem der skulle have forældremyndigheden over parrets datter. Forhandlingerne kom dog til at foregå mellem Yasuhisa og hans svigermor - den 66-årige Yoshiko Tanaka, der som tidligere byrådsmedlem var vant til at diskutere med andre og få aftaler på plads.

Midt i samtalen blev Yasuhisa dog så oprevet, at han pludselig valgte at rejse sig fra bordet, hvorpå han forlod baren med beskeden om, at han ville vende tilbage. Og det gjorde han så sandelig, for kort tid efter trådte manden igen ind i baren - denne gang med et ladt gevær, som han uden varsel rettede mod sin svigermor, der blev skudt og faldt død om foran de andre chokerede gæster, hvorefter Yasuhisa ligeledes skød den 23-årige bartender, Tatsuya Fukui, samt den 49-årige Hiroto Uehara, der var ejer af baren. Begge mænd endte med at omkomme af deres kvæstelser, og med tre ofre var der således tale om et af de værste skyderier i Japan i årtier, men dødstallet nåede dog op på fire, for umiddelbart efter de tredobbelte drab valgte Yasuhisa Sugiura at forlade baren og begå selvmord ved at skyde sig selv i maven.

Han kunne således ikke blive stillet til ansvar for den opsigtsvækkende forbrydelse, og årsagen til denne er derfor blot formodninger baseret på begivenhederne forud for skyderiet. Man antager af den grund, at Yasuhisa var utilfreds med skilsmisseforhandlingerne, og at hans anspændte forhold til sin svigermor til sidst blev for meget for manden, der valgte at få afløb for sine frustrationer ved simpelthen at gå amok med et jagtgevær, som han havde liggende i sit hjem i nærheden af baren. Og dette var i teorien ulovlig våbenbesiddelse, for efter en skudepisode i Sasebo i 2008 blev våbenloven strammet, så det eksempelvis blev forbudt at besidde våben, hvis man havde begået vold mod sin partner, hvilket Yasuhisa jo havde, da dette var årsagen til hans kommende skilsmisse.

Problemet var bare, at hans kone ikke havde indberettet det, og derfor kunne han fortsat besidde det skydevåben, der ville blive anvendt til at tage livet af ham selv og tre andre mennesker. Det vides dog ikke, hvorfor bartenderen og barens ejer ligeledes blev dræbt, da de intet havde med sagen at gøre, men det kunne være, at de forsøgte at gribe ind, eller også var Yasuhisa bare så rasende, at han opfattelse alle omkring sig som fjender.

Total Page Visits: 779 - Today Page Visits: 1