

Tomioka Hachiman-helligdommen i Tokyo er en af hovedstadens vigtigste helligdomme, og den er, som navnet antyder, styret af Tomioka-slægten, der i generationer har sørget for at overdrage embedet som overpræst til medlemmer af denne. Shigenaga Tomioka overtog titlen som helligdommens 20. overpræst efter sin far i 1995, men med titlen som overpræst følger også en høj lønindkomst, og denne benyttede Shigenaga eksempelvis på at forsøde sin tilværelse med et overforbrug, hvor han både erhvervede sig materialistiske goder og tog i byen for at feste og spille. Da sidstnævnte var ulovligt i Japan, rejste han dog flere gange til Las Vegas for at bruge penge på casinoer - penge som var blevet ofret eller doneret til Tomioka Hachiman-helligdommen af besøgende og troende.
Da rygtet om Shigenaga Tomiokas ekstravagante livsstil begyndte at sprede sig, valgte hans far i 2001 at afskedige sin søn, hvorefter han overtog embedet fra sin søn, fordi han altså ikke var tilfreds med hans engagement eller privatliv, der skadede Tomioka Hachiman-helligdommens og dermed også Tomioka-slægtens omdømme. Faderen besad herefter stillingen som overpræst frem til 2010, hvor han grundet sin alder endnu engang valgte at træde tilbage, men eftersom Shigenaga blev anset for at være uegnet til at træde i sin fars fodspor, var der ingen værdige kandidater til at overtage embedet som overpræst, og Tomioka Hachiman-helligdommen havde derfor ikke en sådan før i 2017, hvor det blev besluttet at udnævne Shigenagas storesøster, Nagako Tomioka, til den 21. overpræst, hvilket hendes bror bestemt ikke var tilfreds med.
Shigenaga blev tværtimod ramt af jalousi, da hans søster fik den prestige, rigdom og indflydelse, som han selv havde haft og længtes efter igen at besidde. Han havde i forvejen sendt trusselsbreve til sin søster, fordi hun agtede at påtage sig stillingen som overpræst, hvilket første til, at hun politianmeldte Shigenaga, så der var i den grad tale om en søskendestrid mellem to medlemmer af en af de mest anerkendte slægter i hovedstaden, hvilket offentligheden endda havde kendskab til, idet Shigenaga og Nagako ikke ligefrem lagde skjul på deres konflikt. Nagako klandrede eksempelvis Shigenaga på internettet, mens Shigenaga sendte over 2000 klagebreve til japanske helligdomme i protest over, at hans søster var blevet udnævnt til overpræst.
Til sidst endte jalousien med at blive for meget for den 56-årige Shigenaga Tomioka, der ikke kunne udstå det faktum, at hans søster besad en titel, som han selv engang havde haft og derfor mente, at han var fortjent til. Så den 7. december 2017 besluttede han sig for at drage ud på en selvmordsmission sammen med sin 36-årige kæreste, Yumiko Abe, der valgte at assistere Shigenaga i drabet på hans 58-årige storesøster, da de to mødte op ved Tomioka Hachiman-helligdommen, hvor de lå på lur og ventede, indtil Nagako ankom til denne omkring klokken 20.30. Bevæbnet med et sværd valgte Shigenaga da at gå til angreb på sin søster, som blev stukket ihjel, netop som hun var trådt ud fra sin bil, hvor hendes private chauffør blev stukket med en kniv af Yumiko.
Chaufføren overlevede dog, mens Nagako Tomioka mistede livet. Og efter at have fået bekræftet dette, valgte Shigenaga og Yumiko herefter at gå ind på helligdommens grund, hvor de sammen gik i døde, da Shigenaga først stak sin kæreste ihjel, før han til sidst tog livet af sig selv, så det dramatiske optrin dermed havde kostet tre mennesker livet, mens en af de mest populære attraktioner i Tokyo var blevet omdannet til et gerningssted. Efter denne opsigtsvækkende hændelse blev Tomioka Hachiman-helligdommen derfor spærret af for offentligheden, mens efterforskningen stod på, og antallet af besøgende faldt herefter markant, da der ikke blot var tale om en forbrydelse, men også en skandale, eftersom en religiøs institution havde været præget af en konflikt baseret på aspekter som grådighed og misundelse, hvilket endte med at koste tre mennesker livet.
