

Den 14. september 1984 blev det centrale Japan ramt af et jordskælv, der brød ud klokken 8.48. Jordskælvet havde en styrke på 6,3 på momentmagnitudeskalaen, men der var imidlertid tale om et indlandsjordskælv, hvis epicenter kun lå omkring 2 kilometer under jordoverfladen, så selvom det var et forholdsvist mildt jordskælv ud fra japansk standard, så formåede det alligevel at udrette stor skade i det område, det ramte. I tiden op til jordskælvet havde Nagano-præfekturet nemlig oplevet store mængder regn, hvilket havde blødgjort jorden på flere bjerge, så selvom jordskælvet ikke førte til nogen direkte store ødelæggelser, så resulterede dette imidlertid i flere enorme jordskred, der både ødelagde naturområder samt dele af byen Otaki, der derfor har lagt navn til jordskælvet, som imidlertid også er kendt som Nagano-jordskælvet, fordi epicentret befandt sig i Nagano-præfekturet.
I alt 14 mennesker mistede officielt livet som følge af jordskred, men 15 andre blev aldrig fundet, så det må formodes, at 29 mennesker endte med at blive dræbt. Mange af de døde arbejdede på et savværk, der blev begravet af jord, mens andre var ude at gå ture i skove eller kørte på veje. Jordskreddene ændrede også på geografien i området, idet en helt ny sø blev dannet, da en flod blev blokeret, efter næsten 35 millioner kubikmeter jord rev sig løs fra Ontake-vulkanen, hvilket dermed også forandrede bjergets udseende.