Ontake (3067 m.)

Japans anden højeste aktive vulkan

Om stedet

Ontake er beliggende på grænsen mellem Gifu-præfekturet og Nagano-præfekturet og er med en højde på 3067 meter det 14. højeste bjerg i Japan. Dog er der faktisk tale om en vulkan, og så endda den anden højeste i Japan - kun overgået af Fuji-bjerget. Man troede egentlig, at Ontake var en inaktiv vulkan, idet man ikke havde oplevet udbrud i evigheder, indtil den uden videre begyndte at udsende voldsomme mængder aske i 1979, og i 2014 førte lignende aktivitet til et af de værste udbrud i Japan i nyere tid, da 63 mennesker blev dræbt, mens de befandt sig på bjerget, da det blev overdynget af en gigantisk askesky.

På trods af faren for udbrud er Ontake nemlig populært at bestige blandt vandrere, og bjerget har længe været betragtet som helligt - særligt for kunstnere, der har besøgt bjerget for at hente inspiration, ligesom munke i århundreder er kommet for at sidde og meditere under det 30 meter høje Kiyotaki-vandfald nær foden. På selve bjerget er der blevet anlagt en række vandreruter, der gør det muligt at bestige det fra forskellige sider, og så er der tilmed også mange bjerghytter, som folk enten kan hvile ud i eller overnatte i. Nogle af disse bjerghytter blev begravet af aske under udbruddet i 2014, og de lukkede derfor efterfølgende, så de enten kunne blive renoveret eller revet ned, før det igen blev tilladt at bestige bjerget. Nær toppen er også en helligdom, der blev stærkt medtaget af de store mængder aske i 2014-udbruddet.

Ontake har flere tinder, og på selve bjerget er der også fem søer, hvilket inkluderer den højest beliggende bjergsø i Japan. Det er eksempelvis muligt at sejle i kajak i disse, og når bjergets top om vinteren bliver dækket med sne, strømmer skisportsudøvere til. Når sneen atter smelter, lægger bjerget endda også grund til et årligt maratonløb, hvor folk løber mod toppen, men hvis man i stedet foretrækker at gå, så kan turen op ad bjerget klares på 3 timer og derover, alt efter hvor højt man vælger at starte. Der er en svævebanen tilknytte bjerget på den vestlige side, så man kan tilbagelægge en stor del af turen i denne.

 

 Find vej

Med offentlig transport er det mest populært at tage til Ontake med bus fra Kiso‑Fukushima station. Busserne kører dagligt i de sene sommermåneder og i weekender og på helligdage frem til oktober og standser ved en vandrerute på bjerget. Bussen kører dog også frem til svævebanen på Ontake, og turen til denne tager omkring en time.