Oversvømmelserne i 2018

Oversvømmelserne i 2018        Oversvømmelserne i 2018

I sommeren 2018 oplevede man i Japan de værste oversvømmelser i 36 år, hvilket skyldtes voldsomme mængder nedbør, der officielt set begyndte den 28. juni og fortsatte helt frem til den 9. juli. Selvom hele Japan i denne periode blev ramt af regn, så gik det dog værst udover de sydvestlige egne, hvor særligt Kyushu, Shikoku og Chugoku-regionen blev hårdt ramt. I løbet af 10 dage fik man her mere end 400 millimeter nedbør, mens man på det centrale Shikoku sågar oplevede over 1800 millimeter. Flere steder rundt omkring i landet blev der målt mere nedbør, end man hidtil havde gjort i de egne, og myndighederne valgte at igangsætte en af de største evakueringer i landets historie, da 8 millioner mennesker blev opfordret til at forlade deres hjem. Mange fulgte dog ikke rådet og mistede livet eller måtte reddes fra deres hjem med helikoptere eller både. Regnen førte først og fremmest til, at floder gik over deres breder, mens kloaker blev oversvømmet, så flere byer stod under vand. I bjergegne oplevede man ligeledes tusindvis af jordskred – 1243 af disse i Hiroshima-præfekturet alene, hvor flest mennesker da også endte med at miste livet, primært som følge af jordskred, men også grundet de forhøjede vandstande, blandt andet som følge af et dæmningsbrud, der endte med at ødelægge tusindvis af bygninger, så endnu flere blev gjort hjemløse, mens flere virksomheder og fabrikker måtte lukke. Mange toglinjer blev sat ud af drift, da der opstod skader på jernbanenettet, og shinkansenlinjen fra Osaka til det vestlige Japan blev blandt andet indstillet. Utallige marker blev oversvømmet, og for mange landmænd blev årets høst dermed destrueret. Omkostningerne efter oversvømmelserne løb op i over en billion yen.

Over 220 mennesker endte med at miste livet i 15 forskellige præfekturer, og en håndfuld af disse er aldrig blevet fundet. I ugerne efter blev Japan desuden ramt af en voldsom hedebølge, hvilket kun gjorde katastrofen værre, da man i oversvømmede egne døjede med forurenet drikkevand og manglende strøm.

Total Page Visits: 222 - Today Page Visits: 2