Sanjo-jordskælvet i 1828

En gammel tegning af katastrofen

Den 18. december 1828 ramte et jordskælv Niigata-præfekturet med en styrke på 6.9 på momentmagnitudeskalaen. Epicentret befandt sig nær Niigata ved det, der i dag er byen Sanjo, hvor tusindvis af bygninger styrtede sammen, og eftersom jordskælvet ramte klokken 5 om morgenen, så var der mange, som stadig lå og sov, hvilket var medvirkende til, at et højt antal mennesker blev begravet levende. De fleste blev reddet ud i live, men nogle omkom, da deres hjem styrtede sammen, mens andre derimod blev brændt levende, idet der ligeledes udbrød flere brande, som lagde over 1000 hjem i ruiner, mens ti gange så mange bygninger blev totalskadet. Dette førte desuden til sekundære ofre, for eftersom jordskælvet ramte om vinteren, så blev mange altså hjemløse, imens det var så koldt, at man ikke kunne overleve uden tag over hovedet.

Jordskælvet menes at have krævet op mod 1500 menneskeliv, men det nøjagtige tal er ukendt. Langt de fleste omkom som følge af sammenstyrtede bygninger, fordi disse var fremstillet af træ, mens andre altså også mistede livet i de efterfølgende brande. Herudover igangsatte rystelserne også flere jordskred, som begravede mange hjem, og som førte til oversvømmelser, da floder blev blokeret og gik over deres breder. Alt i alt var der tale om en lokal tragedie, der i høj grad blev overskygget af, at en langt værre katastrofe havde ramt landet tidligere på året - nemlig Siebold-tyfonen, der kan have kostet knap 20.000 mennesker livet.