Den 3. marts 1933 klokken 2.30 opstod et jordskælv 200 kilometer fra Honshus nordøstlige kyst, der er kendt som Sanriku. Jordskælvet blev målt til 8,4 på momentmagnitudeskalaen, men førte dog ikke til store ødelæggelser, idet det ikke havde en voldsom effekt på land. Eftersom epicentret lå 20 km. under havoverfladen, så resulterede jordskælvet imidlertid i en tsunami, der ramte kysten omkring en halv time senere. Selvom mange havde nået at evakuere, så var det midt om natten, og man kunne derfor ikke se bølgen, der nåede en højde på 28,7 meter i byen Ofunato i Iwate-præfekturet, som blev hårdest medtaget. Miyagi- og Aomori-præfekturet samt Hokkaido blev ligeledes ramt af tsunamien, der lagde omkring 5000 hjem i ruiner, mens over 2000 andre bygninger blev beskadiget. Det endelige dødstal endte på 1522, mens yderligere 1542 aldrig blev fundet, og det formodes derfor, at i alt 3064 mennesker omkom. Tsunamien nåede ligeledes til Hawaii, hvor den dog havde mistet pusten og derfor kun førte til begrænsede skader.
Sanriku-kysten har historisk set oplevet mange tsunamier grundet sin placering ud til Stillehavet, idet kysten ligger parallelt med Japan-graven, hvor den tektoniske aktivitet jævnligt fører til jordskælv, og da der er tale om en oceangrav, resulterer dette altså nu og da i tsunamier, der varierer i styrke alt efter jordskælvets intensitet. Denne katastrofe var derfor nærmest identisk med Sanriku-jordskælvet i 1896, hvor næsten 22.000 mennesker omkom. Dengang havde man ikke gjort noget ud af at sikre den nordøstlige kyststrækning, hvilket derfor først blev gjort efter tsunamien i 1933. Dette værn fungerede nogenlunde de kommende årtier, indtil Tohoku-jordskælvet i 2011 viste, at det altså stadig ikke var nok til at holde regionen beskyttet fra tsunamier, da over 20.000 denne gang mistede livet i en sådan.