

Den værste hotelbrand i Japan siden Anden Verdenskrig opstod klokken 15 den 20. november 1980 på Kawaji Prince Hotel i byen Fujihara i Tochigi-præfekturet. Hér var man ved at renovere hotellets badeanstalt, da en gnist antændte noget brandbart materiale, hvilket førte til udviklingen af flammer, som hurtigt fik spredt sig og kom ud af kontrol. Selvom brandalarmen ellers blev aktiveret, så kunne personalet imidlertid ikke få øje på nogen røg, så de antog det for at være falsk alarm, af hvilken grund de over højtalerne beroligede gæsterne med, at de ikke skulle være bekymrede.
Udenfor holdt hotellets buschauffør imidlertid, efter han forinden havde sat nogle gæster af, som netop var tjekket ind, og han spottede ilden, der på dette tidspunkt havde fået godt fat i bygningen. Men da personalet omsider fik kendskab til situationens alvor, var det allerede for sent, for langt de fleste af gæsterne var nemlig ældre mennesker, der var kommet til området for at nyde efterårsløv sammen, og for manges vedkommende gjorde deres alder det umuligt for dem at flygte ud fra hotellet i tide. Nogle var gangbesværede, og andre havde dårlige lunger, mens nogen derimod ikke kunne finde rundt på hotellet, som de først lige var kommet til.
Ud af de 129 mennesker, som befandt sig på hotellet, fik de fleste reddet sig selv ud, men 45 af dem endte imidlertid med at omkomme - heriblandt 5 ansatte, der forsøgte at hjælpe gæsterne ud. Alle døde af røgforgiftning, fordi det antændte byggemateriale udviklede giftige dampe, som hurtigt fik folk til at miste bevidstheden. Hotellet var ikke udstyret med brandudgange, og personalet modtog desuden kritik for ikke at have taget brandalarmen alvorligt, da den blev udløst, så tragedien skyldtes i høj grad den manglende sikkerhed. Efter branden blev Kawaji Prince Hotel lukket, og bygningen blev efterfølgende revet ned.
Allerede to år senere oplevede man i Japan så den anden værste hotelbrand i efterkrigstiden, da 33 mennesker omkom under branden på Hotel New Japan. Og eftersom dette skete i Tokyo, formåede denne brand at overskygge branden på Kawaji Prince Hotel, men den var således også medvirkende til, at brandsikkerheden på japanske hoteller blev forbedret.
