Japan har verdens højeste gennemsnitslevealder, og dette skyldes først og fremmest de japanske kvinder, der i gennemsnit lever længere end andre kvinder i verden. En japansk kvinde kan ifølge WHO forvente at blive lige knap 87 år, men da gennemsnitslevealderen jo er et resultat af den samlede levetid blandt indbyggerne, så bliver halvdelen af japanske kvinder altså ældre end det. De japanske mænd bliver ikke nær så gamle, da gennemsnitslevealderen hos dem er 81,5 år, og de japanske mænd lever derfor kortere tid end mændene i eksempelvis Schweiz. Sammenlagt giver dette en japansk gennemsnitslevealder på cirka 84,3 år. Kvinder lever biologisk set længere end mænd, men forskellen i levealderen blandt japanerne skyldes også, at der endnu er tale om et patriarkalsk samfund, hvor det hovedsageligt er mændene der arbejder, mens mange kvinder lever en tilværelse som husmødre. De kvinder der er i arbejde bliver som oftest skånet for hårde opgaver, og derfor er stress, sygdomme og selvmord mest udbredt hos den mandlige del af befolkningen, som må mærke konsekvensen af den traditionelle samfundsstruktur, der tillægger dem et større helbredspres i hverdagen.
Alligevel lever japanske mænd altså forholdsvis længe, og verdens ældste mand var faktisk japaneren Jiroemon Kimura, der nåede at blive 116 år, før han døde i 2013. Siden 1998 har intet mindre end otte japanske mænd desuden haft titlen som verdens ældste nulevende mand - og hos kvinderne har ni japanere haft den titel i samme periode. Tre japanske kvinder dominerede tilmed den titel i år 2018, hvor Nabi Tajima desuden døde i en alder af 117 år, hvilket gjorde hende til den ældste japaner nogensinde og den tredje længst levende kvinde på verdensplan - hun blev allerede i 2020 overhalet af Kane Tanaka, da hun fyldte 118, og i 2022 blev hun så den anden ældste person i historien, inden hun døde i en alder af 119. Japan er desuden kendt for at være et ældresamfund, idet gennemsnitsalderen hér er blandt de højeste i verden - kun overgået af Monaco, hvilket uden tvivl skyldes, at der hér er tale om et skattely, hvor især udenlandske rigmænd slår sig ned i et lille land med en lille befolkningsstørrelse.
For Japans vedkommende skyldes den høje gennemsnitsalder derimod et faldende antal fødsler og en stigende ældregeneration, der bliver ved med at leve længere. Dette har haft sine konsekvenser i samfundet, hvor udviklingen har ført til manglende arbejdskraft, og man har derfor været nødt til at investere i blandt andet robotter i ældreplejen, ligesom man har måttet lempe indrejsereglerne for at få udenlandsk arbejdskraft til landet. Traditionelt set kunne ældre mennesker flytte hjem til deres børn og leve deres sidste tid hos dem, når de blev gamle, men denne samfundsstruktur er efterhånden forsvundet i Japan, hvor det at tage sig af de gamle er noget, man er begyndt at overlade til samfundet, mens mange ældre dog overlades til sig selv, fordi de enten ikke kan eller vil passes af fremmede. Eftersom japanerne bliver ældre og ældre, er der desuden mange "børn", der selv har brug for hjælp og ikke kan tage sig af deres forældre, fordi de selv er godt oppe i alderen.
I Japan er pensionsalderen 65 år, men mange ældre vælger alligevel at arbejde videre ved at anskaffe sig et deltidsarbejde, når de har rundet denne alder, så de fortsat kan klare sig selv i tilværelsen. Et aktivt liv bliver af mange japanere betegnet som opskriften på et langt liv, for dem der ikke arbejder laver andre aktiviteter såsom at bestige bjerge, føre et lokalt foreningsliv, arbejde som frivillige, dyrke sport eller tage på ferie. Ironisk nok er det primært de unge japanere, der sidder derhjemme og slapper af, mens de ældre har svært ved at sidde stille og lave ingenting - pensionisttilværelsen bliver nemlig anset for at være den tid i livet, hvor man kan gøre alt det, man ikke havde tid til, mens man var i arbejde, og derfor vil man ofte se ældre mennesker tage på ferie i og uden for Japan.
Der er dog ingen videnskabelige belæg for, at et aktivt liv er forklaringen på japanernes lange levealder, og udover et dette så er japanernes kost også blevet nævnt som en mulig faktor, der kan spille ind. Mange japanere indtager nemlig fisk, tang og grøn te, der menes at være godt for helbredet, men at det ligefrem skulle forlænge ens levetid er dog til debat. I midten af det 20. århundrede var den japanske gennemsnitslevealder nemlig 30 år kortere end den er i dag, så kosten alene kan ikke være forklaringen på japanernes høje levealder, idet den generelle livskvalitet også er en afgørende faktor. Og denne er i høj grad blevet forbedret efter Anden Verdenskrig, hvor Japan oplevede et økonomisk opsving, der forbedrede levestandarden gevaldigt hos befolkningen.
Ikke desto mindre bliver japanerne altså ældre og ældre, og over en fjerdedel af den japanske befolkningen har allerede passeret pensionsalderen på 65 år, mens 10 % har rundet de 80. På Okinawa har man sågar verdens største koncentration af folk, der er fyldt 100 år. Japans indbyggertal begyndte at falde i 2011, og det betyder, at færre ældre kommer til, men da dette skyldes et dalende antal fødsler, så vil det også sige, at procentfordelingen af ældre vil fortsætte med at stige, så der i sandhed bliver tale om et ældresamfund i fremtiden, hvilket er en udvikling, der har fundet sted på ganske få årtier, hurtigere end i noget andet land i verden.
Nu om dage vælger mange japanske familier at få et eller to børn, fordi de dermed er sikret økonomisk og kan opretholde deres middelklassetilværelse, men for samfundets vedkommende er det dog en byrde på længere sigt, og Japan bliver muligvis det første land i verden, hvor man kan observere de sociokulturelle konsekvenser af en dominerende ældregeneration. I Japan sælges der allerede flere bleer til ældre end til børn, og hvert år må flere hundrede skoler lukke grundet manglende elever, og nogle af disse bliver sågar omdannet til plejehjem. Det er især i de små landsbyer, der nu til dags bor ældre, fordi de unge søger mod byerne, og det betyder, at mindre bysamfund simpelthen dør ud sammen med deres befolkning, hvilket har skabt såkaldte spøgelsesbyer rundt omkring i Japan.
Det bør desuden påpeges, at den japanske gennemsnitslevealder også er et resultatet af manglende registrerede dødsfald, fordi mange japanere dør alene, hvorved dette hverken bliver opdaget eller indberettet. I systemet har et utal af japanere derfor fået lov at "leve", selvom de for længst er gået bort, og når døsfaldet endelig bliver opdaget, kan man ikke være sikker på, hvornår det har fundet sted. Nogle familier vælger også at skjule dødsfald, så de kan nære sig på deres ældre familiemedlemmers pension, hvilket eksempelvis var tilfældet med sagen om Sogen Kato, der havde status som den ældste mand i Tokyo, indtil det viste sig, at han i virkeligheden var død flere årtier senere. Han var på dette tidspunkt registreret som værende 111 år, og det skulle efterfølgende vise sig, at tusindvis af japaner stod registreret som ældre end 120 år, selvom de ikke længere var i live, ganske enkelt fordi deres død aldrig var blevet indberettet - også selvom dødsfaldene var blevet opdaget, og begravelser sågar havde fundet sted.