Sportsdag

Sportsdag

Sportsdag, der på japansk hedder Supootsu no hi, er en national helligdag dedikeret til sundhed og sport. Dagen blev introduceret som Taiiku no hi, hvilket kan oversættes til "fysisk læringsdag", i 1966 og blev dengang lagt den 10. oktober (10/10), der var dagen, hvor OL i Tokyo begyndte to år tidligere. Fra 2000 besluttede man sig dog for at markere Taiiku no hi på den anden mandag i oktober for på den måde at give japanerne mulighed for at holde længere weekend, men i 2020 skiftede dagen både dato og navn i forbindelse med Tokyos andet OL-værtskab. Taiiku no hi blev omdøbt Supootsu no hi og blev lagt den 24. juli, fordi det var på denne dato, hvor OL skulle være begyndt. På grund af corona-krisen blev OL dog aflyst og flyttet til 2021, hvor de olympiske lege begyndte den 23. juli, hvor man derfor også valgte at lægge Sportsdag, mens dagen herefter igen blev markeret den anden mandag i oktober som sædvanlig.

Sportsdag er en national helligdag, så japanerne har fri, men dagen fejres normalt ved, at der afholdes sportsevents rundt omkring i landet, hvor skoler såvel som firmaer deltager i lokale opvisninger og turneringer, hvor der kåres vindere og uddeles præmier. Andre tager ud for at se på disse arrangementer ved at heppe på sidelinjen på arenaer, sportsanlæg eller i gaderne, hvor der eksempelvis foregår løb og cykling. I nogle byer er Taiiuki no hi en stor begivenhed, der giver anledning til parader, taler og fællessang af den japanske nationalsang. Ulempen ved at dagen ligger på en mandag er, at mange skal op og i skole og på arbejde dagen efter den fysiske udfoldelse.

 

Total Page Visits: 862 - Today Page Visits: 2