Sommer-OL i Tokyo i 1964

I 1936 blev Tokyo tildelt værtskabet for afholdelsen af sommer-OL i 1940, hvor man samtidig havde tænkt sig at afholde Verdensudstillingen og Vinter-OL i Sapporo, så der derfor var lagt op til et begivenhedsrigt år med international bevågenhed. I denne periode valgte Japan dog at udvide sit territorium ved at invadere nabolandene, hvilket blev mødt med foragt fra verdenssamfundet, og i 1938 blev OL-værtskabet i 1940 derfor overdraget til Helsinki i Finland, mens man i Tokyo afholdt en ny sportsbegivenhed kaldet Toa kyogi taikai (De Østasiatiske Lege). Som følge af Anden Verdenskrig blev OL aflyst i både 1940 og 1944, og de olympiske lege blev derfor først afviklet i London i 1948 efter 12 års pause, mens Helsinki fik værtskabet i 1952.

I 1959 blev det under en afstemning ved Den Internationale Olympiske Komité besluttet, at sommer-OL i 1964 skulle afholdes i Tokyo, som vandt afstemningen med 34 stemmer mod de tre andre kandidater, som var Detroit i USA, Wien i Østrig og Bruxelles i Belgien. I Japan betragtede man dette som en stor anerkendelse - først og fremmest fordi, at man blot 20 år forinden havde været en berygtet krigsnation, men også fordi at man efter Anden Verdenskrig havde formået at stable et stabilt samfund på benene, som nu var økonomisk stærkt nok til at afholde en så vigtig begivenhed, der tilmed var første gang i historien, at et asiatisk land skulle afvikle OL.

OL i 1964 blev derfor betragtet som en bekræftelse af, at Japan havde genvundet sin ære som nation, og man lagde derfor alle kræfter i at forberede sig på det internationale arrangement, som ville rette hele verdens øjne mod Japan, som man havde tænkt sig at præsentere på bedste vis, så man kunne skabe et nyt image. Foruden at bygge stadioner og en olympisk by i Tokyo, så moderniserede man nemlig også samfundet ved blandt andet at opføre nye bygninger i hovedstaden og forbedre trafikforholdene, hvilket eksempelvis inkluderede anlæggelsen af den første shinkansen-linje mellem Tokyo og Osaka, hvor sejlsporten skulle afvikles. Denne linje blev taget i brug ni dage før OL begyndte, og var dengang det hurtigste tog i verden. Helt nye attraktioner blev ligeledes opført, hvilket inkluderer Kyoto Tower, Yomiuriland og den ikoniske pagode ved Arakura Sengen-helligdommen.

Kontrasten mellem det moderne og traditionelle, som i dag kendetegner Japan, er i høj grad et resultat af forberedelserne til OL, fordi at man i Japan gerne ville præsentere verden for sin unikke kultur, som man i højere grad begyndte at dyrke og være stolt af. Det betød også, at man trak fortiden ind i nutiden, så ikke nok med at templer og helligdomme blev renoveret - man valgte ligeledes at genopføre mange af landets borge, som var blevet ødelagt under Anden Verdenskrig eller under moderniseringen i slutningen af 1800-tallet, så disse kunne fungere som turistattraktioner og lokale vartegn. Medaljebærere skulle iføres kimonoer, traditionelle instrumenter skulle inddrages i åbningsceremonien, og japansk kampsport blev udvalgt som opvisningssportsgrene.

Samfundsændringerne var omvæltende, og behovet for arbejdskraft var stort, så flere japanere blev en del af middelklassefamilien, fordi at myndighederne investerede over en billion yen i forberedelserne til de olympiske lege, der således blev et vendepunkt for Japan - både symbolsk og samfundsmæssigt. Selvom legene i sig selv var en vigtig begivenhed, så var det nemlig ansvaret og tilliden, som var forbundet med afholdelsen af disse, der stimulerede japanerne til at udvikle samfundet og vise sig fra sin bedste side, så man kunne vise, at man var en moderne og ikke mindst fredelig nation. Dette havde imidlertid også konsekvenser for både mennesker og dyr. 200.000 herreløse hunde og katte blev nemlig indfanget og aflivet, så Japan fik bekæmpet problemet med omstrejfende hunde og katte i gaderne. Og mange familier måtte flytte fra deres hjem, fordi at disse skulle rives ned i forbindelse med byudviklingen.

Til trods for at være et sommer-OL, så blev det besluttet, at dette skulle afvikles om efteråret for at undgå den japanske hedebølge og den efterfølgende tyfonsæson. De olympiske lege blev derfor indviet med åbningsceremonien i Tokyo den 10. oktober 1964, hvor den olympiske flamme blev tændt af Yoshinori Sakai, som blev født i Hiroshima - samme dag som atombomben ramte byen i 1945, hvorved han var et levende symbol på det håb og den vilje, som Japan ønskede at signalere til omverdenen. I alt 5.137 atleter deltog fra 93 forskellige nationer, hvoraf 16 af disse deltog i de olympiske lege for første gang. Nordkorea og Indonesien var dog udelukket, mens Sydafrika ikke blev inviteret grundet det daværende apartheidsystem, og så valgte Kina desuden at boykotte de olympiske lege i protest mod Japans værtskab.

Det olympiske program bestod af i alt 25 discipliner inden for 19 forskellige sportsgrene, hvoraf judo og volleyball blev introduceret for første gang. Baseball, sumobrydning, kyudo og kendo blev desuden afholdt som opvisningssportsgrene. Inden for de officielle discipliner blev der afholdt 163 konkurrencer med 504 uddelte medaljer, hvoraf Sovjetunionen vandt flest med 96 medaljer i alt - 30 i guld, 31 i sølv og 35 i bronze. USA vandt dog flest guldmedaljer med 36 styk og dermed også medaljekapløbet, mens Japan kom på tredjepladsen med 16 i guld, 5 i sølv og 8 i bronze - altså i alt 29 medaljer, hvilket var en ny rekord for nationen. Japans medaljer fordelte sig således:

I alt 41 nationer vandt medaljer ved OL i 1964, hvor Kenya, Nigeria og Tunesien vandt deres første OL-medaljer, mens den sovjetiske gymnast Larisa Latynina vandt flest, da hun sikrede sig seks af slagsen. Hun havde i forvejen 12 olympiske medaljer, så med 18 i alt blev hun den mest vindende individuelle OL-atlet i historien, hvilket endda var en rekord, hun besad i 48 år. Den japanske bryder Osamu Watanabe afsluttede desuden sin karriere med en guldmedalje, og han er dermed den eneste ubesejrede olympiske mester i historien, idet han aldrig tabte et officielt opgør, da han vandt samtlige af sine 189 kampe.

De olympiske lege endte med afslutningsceremonien den 24. oktober, hvor en finurlig hændelse fandt sted, da det britiske protektorat Nordrhodesia blev erklæret for en selvstændig nation og skiftede navn til Zambia. Det betød rettere sagt, at en nation var blevet opløst, mens en ny var opstået under OL, så under afslutningsceremonien bar Zambia derfor en blank planche. Dette var desuden det første OL, som anvendte ikoner som en visuel repræsentation af de forskellige sportsgrene, hvilket siden er blevet standard. Man indførte ydermere berøringscensorer til at afgøre resultater i svømning og linjer på billeder i forbindelse med målstregsresultater i kapløb, hvilket skulle være med til at vise, at Japan man i Japan fulgte med den teknologiske udvikling.

Japan valgte at byde på OL-værtsskabet igen i 2016, hvor man dog tabte afstemningen til Rio de Janeiro i Brasilien, men man sikrede sig herefter værtsskabet i 2020, så Tokyo dermed blev en af de få byer, som har haft dette mere end én gang. I 2020 var verden dog ramt af coronapandemien, så afviklingen af de olympiske lege blev udskudt til 2021, hvilket ikke var sket før, ligesom det kun var tilladt for atleter og deres stab at rejse til Japan, så OL for første gang i historien blev afviklet uden tilskuere.