Ikayaki er grillet blæksprutte, og er en ret, der findes i forskellige varianter. Som streetfood er det for eksempel almindeligt, at man får en hel blæksprutte eller blot en tentakel serveret på en pind, som man kan gå og spise, mens det på restauranter er mere udbredt, at kroppen skæres i stykker og serveres som ringe, der indtages med brug af spisepinde. Forinden er blækspruttens indmad, øjne og mund blevet fjernet, så det altså kun er dens kød og hud, man spiser. Det typiske tilbehør er en dressing i form af soyasovs.
Et særligt kendetegn ved ikayaki er, at der bliver skåret riller i blækspruttens hud, som bliver rød under tilberedningen, hvorimod kødet forbliver hvidt og dermed optræder som lyse striber. I Osaka anvendes ikayaki dog også som navn på en ret, hvor blækspruttekød bages ind i en dej og tilberedes som en slags pandekage, der normalt pyntes med mayonnaise.