Kotatsu

Kotatsu

En kotatsu er et lille bord i lav højde, eftersom det er meningen, at man skal sidde ved det, imens man sidder på gulvet. Man kan derfor kalde kotatsu for traditionelle japanske borde, eftersom det før i tiden var almindeligt at sidde på gulvet i Japan. Og det er det sådan set stadig, og derfor eksisterer der fortsat kotatsuer i de fleste japanske hjem - typisk i en stue, hvor en familie som regel sidder ved en kotatsu og ser TV. Der er også mange, der spiser mad ved en kotatsu, men nu om dage er spiseborde i køkkener blevet mere udbredt. Eftersom kotatsuer har status som et traditionelt møbel, så finder man dem også typisk i et rum med tatami-måtter, hvor det er almindeligt, at man opholder sig på gulvet. Man kan enten sidde på selve gulvet eller benytte sig af puder eller specialdesignede siddepladser.

Eftersom radiatorer ikke er udbredt i Japan, så er det også normalt, at man i vintermånederne sidder ved en kotatsu, idet der under bordpladen findes et elektrisk varmelegeme, så man på den måde kan varme fødderne. For at holde på varmen er det også almindeligt, at man anbringer et kvadratisk tæppe oven på bordet, idet der findes to bordplader, hvorved man rigtig kan sidde og hygge sig - enten alene eller som familie, så en kotatsu på den måde fungerer som hjemmets samlingspunkt. På moderne borde er varmelegemet monteret på undersiden af bordet, men i gamle dage stod bordet derimod over et lille indendørs bålsted med glødende kul kendt som irori. Dette var en skik, der opstod for hundredvis af år siden, og det er altså forklaringen på, at kotatsuer selv nu om dage er populære, selvom vestligt inspirerede møbler ellers er blevet udbredt i de japanske hjem, hvor der tilmed stadig findes traditionelle kotatsuer, hvor man benytter kul som varmekilde.

Grundet en kotatsus størrelse er det også almindeligt, at anvende bordet som sofabord i en stue med sofaer eller lænestole, ligesom nogen benytter en kotatsu som arbejdsbord. Selvom en kotatsu som udgangspunkt er kvadratisk og dermed findes i en standardform, så laves de i alle former og størrelser samt materialer såsom træ, plastik og metal. I nogle hjem sover husstandens medlemmer på futoner i et tatami-rum, så om vinteren er det normalt, at man samler sig rundt om en kotatsu og sover med fødderne under denne, da en kotatsu generelt er den primære varmekilde i et japansk hjem.

Total Page Visits: 814 - Today Page Visits: 1