Daidarabotchi er navnet på en gigantisk yokai, der lever i Japan, hvor den ellers burde være nem at få øje på, idet der er tale om et kulsort væsen, der er større end nogen af landets bjerge. Daidarabotchi er da også kendt for at have skabt det japanske landskab ved at have formet og flyttet landets bjerge, ligesom det siges, at dens fodaftryk har dannet flere kendte søer - heriblandt Japans største sø: Biwa, som blev dannet, da han faldt over Hiei-bjerget og i vrede sparkede et hul i jorden, hvorved øen Avaji også blev skabt, da jorden landede i havet. Daidarabotchi siges tilmed at være årsagen til, at Tsukuba-bjerget har to tinder, idet den på et tidspunkt forsøgte at veje Fuji-bjerget og Tsukuba-bjeget for at se, hvilket af de to bjerge, der var tungest. Daidarabotchi var i den forbindelse nødt til at løfte de to bjerge op, men da den satte Tsukuba-bjerget tilbage på jorden, flækkede tinden.
Historier om Daidarabotchi findes overalt i Japan, hvor den derfor også går under forskellige navne. Grunden til at man ikke kan se den er, at den tilsyneladende selv ligner en bjergkæde, når den ligger på jorden og hviler sig. Først når Daidarabotchi rejser sig op, vil man altså se, at der i virkeligheden er tale om en kæmpe skabning, der siges at have samme træk som et menneske, idet den er i besiddelse af både arme, ben og et hoved med øjne, næse og mund. Den sorte farve gør det svært at definere dens karaktertræk, så den generelt ligner en stor mørk plamage, hvorved den kun kan ses i dagslys, hvor den dog ofte hviler sig.
Daidarabotchi er ikke farlig, selvom den nemt kunne træde en hel landsby i stykker. I stedet er den kendt for at have assisteret mennesker med store anlægsprojekter, hvilket sparede dem både tid og kræfter.