Okubi

Okubi betyder direkte oversat "stort hoved", og det er lige præcis, hvad der er tale om. Dette er nemlig en yokai, der forestiller et gigantisk kvindehoved, som kan dukke frem overalt, hvorved det sætter en skræk i livet på folk. Normalt udser de sig dog mænd, og der er derfor vidt forskellige teorier om, hvad formålet med dette er, idet nogle mener, at det er afdøde kvinder, som er blevet til onde ånder, fordi deres mænd var dem utro, mens andre mener, at det er hovederne af kvinder, som er blevet halshugget, der har antaget en spirituel form og lever videre som okubi.

Kvindehovederne kan derfor også optræde i forskellige udgaver og aldre, og mange har tilmed sortmalede tænder, hvilket er en gammel skik kendt som ohaguru, som primært blev benyttet af gifte kvinder, hvilket kan bakke op om påstanden om, at okubi engang var gifte kvinder, som på en eller anden måde blev forrådt eller fik deres hjerte knust, så de døde med så meget vrede, at deres hoved ikke kunne forlade den jordiske verden. Måske ved de derfor heller ikke selv, hvorfor de befinder sig i denne, for selvom en okubi spreder rædsel, så er de ufarlige, idet de oftest bare svæver rundt på himlen og nyder at skræmme folk.

Total Page Visits: 65 - Today Page Visits: 2