Skat i Japan

I Japan har man i ligesom mange andre lande skatter, der skal betales af befolkningen med det formål at vedligeholde og udvikle samfundet og dettes offentlige instanser og ydelser. Disse inkluderer blandt andet personlig indkomstskat, moms, selskabsskat, boligskat samt bilafgifter, præcis som man kender det fra Danmark. Forskellen er bare, at man i Japan har nogle helt andre procenter, hvilket eksempelvis gør sig gældende for den japanske moms, der ligger på 10 %, mens den i Danmark er 25 %. De 10 % er desuden et nyt niveau, der blev implementeret den 1. oktober 2019, for før da befandt den japanske moms sig på 8 %, hvilket dog fortsat er momsen på mad- og drikkevarer i Japan, hvis dette ikke købes på spisesteder.

Oprindeligt blev det besluttet at momsen skulle hæves til 10 % i 2015, men grundet Japans svækkede økonomi blev stigningen udskudt ad to omgange og endte med at blive 4 år forsinket. De 8 % var desuden første etape på en fordobling af momsen i Japan, idet en lovændring i 2012 førte til, at den daværende moms på 5 % skulle fordobles til de nuværende 10 %. Den første stigning på 3 % fandt sted i 2014. Inden da havde den hidtil eneste stigning fundet sted i 1997, hvor momsen steg fra 3 % til 5 %. Dette skete 8 år efter at den japanske moms i 1989 var blevet introduceret.

Den japanske indkomstskat er ligesom den danske betinget af, hvor mange penge man tjener, men i Japan er den skat, man betaler hvert år, baseret på den indkomst, man havde året forinden. Den laveste skatteprocent, man kan betale i Japan, er 5 %, hvilket gælder, hvis man har en årlig indkomst på mindre end 1.95 millioner yen. Hvis man derimod tjener mere end 40 millioner yen om året, skal man af med 45 % i skat. Dog er en del af ens indkomst skattefri, og alle skal desuden betale 10 % af deres indkomst i skat til det præfektur og den by, man er bosiddende i. I Danmark svarer dette til kommuneskat, men i Japan er den altså blevet splittet op, så man betaler 6 % i byskat og 4 % i præfekturskat. Denne skat betales også med udgangspunkt i ens bopæl året forinden, så når man som udlænding flytter til Japan kan man faktisk slippe for at betale præfekturskat og byskat det første år.

 

Nedenstående skema viser skatteprocenter i Japan baseret på ens årlige indkomst.

Total Page Visits: 1804 - Today Page Visits: 3