Hanetsuki

Hanetsuki

Hanetsuki er et japansk spil, der minder om badminton, idet man med brug af et træbat kaldet hagoita slår til en fjerbold kaldet hane. I modsætning til badminton er der dog intet net i hanetsuki, der grundlæggende set kan spilles på to forskellige måder: enten alene eller i selskab med andre. Hvis man spiller hanetsuki alene, skal man sørge for at holde fjerbolden i gang så længe som muligt ved at slå den op i luften med sit bat. Hvis man derimod spiller hanetsuki med andre er princippet det samme - bortset fra at man skiftes til at slå. Hanetsuki er altså mere tænkt som underholdning end konkurrence, men selvom der ikke uddeles point, så bliver man traditionelt set straffet med en sort streg i ansigtet, hvis man ikke rammer fjerbolden, når det er ens tur.

Hanetsuki var engang populært blandt piger i forbindelse med nytåret, hvor man i gaderne kunne se piger iført kimonoer spille det med hinanden i håbet om, at myg ville holde sig fra dem i det nye år. Jo længere tid man kunne holde fjerbolden i luften, desto længere ville man være fri for myg. I dag er det ikke længere så almindeligt at spille hanetsuki som en nytårstradition, men eftersom man stadig kan købe bat og fjerbolde, så er det altså fortsat noget som spilles af især børn - nu om dage af både drenge og piger. Battet har som regel dekorationer påmalet, mens fjerfolden typisk kun har tre fjer.

Total Page Visits: 92 - Today Page Visits: 1