Jiu-jitsu er en traditionel japansk kampkunst, der stammer fra den feudale tidsalder, hvor den blev udviklet som en metode til at besejre en modstander i nærkamp med de bare næver - primært som en nødløsning, hvis man havde mistet sit eget våben, så man derfor skulle være i stand til at kunne forsvare sig over for en væbnet modstander. Jiu-jitsu er faktisk en vestlig stavemåde af det japanske ord ju-jutsu, der kan oversættes til “den milde teknik”, fordi jiu-jitsu bygger på princippet om at udnytte modstanderens kraft, størrelse og bevægelse imod vedkommende selv i stedet for at anvende rå styrke og muskelkraft. Jiu-jitsu kan derfor betragtes som et selvforsvarskursus frem for en kamsport, fordi træningen består i at tilegne sig et bredt spektrum af teknikker – herunder kast, ledlås, kvælninger, slag og spark – der gør det muligt for udøveren at tilpasse sig forskellige situationer og typer af modstandere, så man bliver i stand til at overvinde disse. I modsætning til eksempelvis aikido lærer man altså at stå over for en ægte modstander, der ikke er villig til at underkaste sig, og i modsætning til andre typer kampsport, går man ikke ud fra, at modstanderen selv er en udøver af disse. Mange typer af moderne kampsport er derfor opstået fra jiu-jitsu som en måde at dyrke kampkunsten i stedet for kun at lære den.
Ligesom med andre typer af kamsport er der dog også et mentalt aspekt inkluderet, da man i samspil med den fysiske træning også lærer at bevare roen og opnå balance i sindet. Formålet med at træne jiu-jitsu er derfor ikke blot at lære kampteknikker, men også at opnå personlig udvikling gennem disciplin, selvbeherskelse og mental styrke. Udøveren lærer at forstå både sin egen og modstanderens bevægelse, at reagere instinktivt og at udvise respekt og omtanke i kamp. Træningen bygger derfor på etikette og tradition, hvor ydmyghed, tålmodighed og koncentration er centrale værdier, og hvor målet er at mestre sig selv såvel som teknikken.
Da jiu-jitsu oprindeligt blev anvendt i ægte kamp, så var der som sådan ingen regler for, hvad man måtte foretage sig for at kunne nedlægge en modstander, eftersom formålet var at overvinde personen ved eventuelt at slå vedkommende ihjel. Nu om dage er dette dog ikke tilladt, og der er også kommet regler inden for brugen af teknikker, så i jiu-jitsu lærer man derfor også at beherske sig ved at afvæbne, overmande eller passivisere folk i stedet for at dræbe dem, men man anvender imidlertid flere af de originale teknikker, der gennem tiden er blevet udviklet og standardiseret. Teknikkerne, og måden disse læres, er dog forskellig fra skole til skole, alt efter hvilken ideologi, instruktøren på denne tager udgangspunkt i. Angriberen kaldes for tori, mens den person, der forsvarer sig, kaldes for uke, og under træningen lærer man at spille begge roller, så man i fællesskab kan lære de nødvendige teknikker, der passer bedst i givne situationer.
Jiu-jitsu kan dyrkes af både mænd og kvinder i alle aldre, og træningen foregår i en dojo, hvor udøverne bærer en jiu-jitsugi, der minder om en keikogi, som anvendes i mange andre typer af asiatisk kampsport - nemlig en hvid klædedragt bestående af bukser og en overdel. Man har desuden bare fødder, og i jiu-jitsu anvendes også det såkaldte kyu-dan-system, hvor man kan stige i graderne og dermed tilegner sig forskellige farver af bælter alt efter ens rang. Man opnår det sorte bælte ved første dan, og ved 9. og 10. dan modtager man et rødt bælte, hvilket kun er overgået ganske få personer.
Selvom Jiu-jitsu ofte læres som selvforsvar, så bliver kampkunsten dog også også dyrket som sport, og der afholdes derfor også turneringer, hvor man enten kan demonstrere teknikker mod en person fra samme hold eller dommerne kan bede vedkommende om at udføre et tilfældigt angreb, som man så skal forsvare sig mod. Herudover kan man også indgå i fri kamp, hvor visse teknikker er ulovlige af sikkerhedsmæssige årsager, så det altså ikke bliver en autentisk duel. Dette betyder også, at kampen afvikles inden for et afgrænset område på måtter - typisk 8 x 8 meter, hvor man skal opholde sig, mens det gælder om at opnå kontrol over modstanderen ved at bringe personen ud af balance, immobilisere vedkommende eller tvinge denne til overgivelse gennem en låse- eller kvælningsteknik. En sejr opnås typisk, når modstanderen signalerer overgivelse, men point kan også tildeles for greb, kast og dominans. For at kunne kende forskel på modstanderne i en turnering, er den ene af disse som regel iført en blå jiu-jitsugi, mens den anden er iført en hvid.
Netop fordi at jiu-jitsu er en forsvarsteknik, der tager udgangspunkt i de bare næver, så dyrkes denne i dag over hele verden af alle typer personer - enten som kampsport, selvforsvar eller bare som fysisk træning. Populariteten skyldes især, at man under træningen bliver bekendt med teknikker, der gør det muligt for selv fysisk små eller svage personer at overvinde en større og stærkere modstander, hvorved man samtidig får opbygget karakter og selvtillid. Via disciplin og etikette opnår man samtidig balance mellem krop og sind, hvilket kan hjælpe en i en travl hverdag, hvor man eventuelt står over for en usynlig modstander i form af mentale udfordringer, som man derfor bliver i stand til at overkomme via større selvbeherskelse.