
Dojo er den japanske betegnelse for et træningssted, hvor man opbygger enten fysiske eller spirituelle kundskaber - kendt som "do" (vej), der således udgør den første del af ordet, mens "jo" betyder "sted". Oprindeligt var en dojo derfor tilknyttet et buddhistisk tempel, hvor man kunne dyrke buddhismen via øvelser såsom meditation, men med introduktionen af kampsport i Japan, blev det mere almindeligt at benytte en dojo som et sted, hvor man kunne tilegne sig fysiske egenskaber såsom styrke, teknik og kampånd.
Dojoer blev derfor tilknyttet skoler inden for alt lige fra sværdkunst og bueskydning til brydning og karate. En dojo er derfor ikke andet end en traditionel betegnelse for en træningshal, men disse steder var - og er stadig - kendetegnet ved at have visse regler. For at værdsætte en dojo er det nemlig almindeligt, at man smider sine sko, før man træder ind i denne, ligesom man som bruger gør denne ren både før og efter sin træning. Oprindeligt var det eleverne, som stod for dette, men nu om dage er det almindeligt, at instruktører tager del i den almindelige vedligeholdelse, eftersom det ofte er dem, der har ansvaret for en dojo som en slags lokal klub frem for en officiel instans, hvilket derimod var tilfældet før i tiden, hvor en dojo typisk var knyttet til en skole drevet en af bestemt slægt, hvilket tillagde dojoer en grad af prestige.
Der hersker ydermere et hierarki inden for japansk kampsport, hvilket ses i en traditionel dojo, hvor elever benytter en indgang forbeholdt dem, mens instruktører benytter en anden. Måden man sidder og står er også baseret på ens rangorden. Selvom man kan kalde en helt almindelig gymnastiksal for en dojo, så er ordet altså som regel knyttet til en bestemt type bygninger, der typisk er kendetegnet ved at have en bestemt arkitektur såvel som indretning af traditionel karakter, og så finder man ofte det officielle dokument der viser, at man har at gøre med en autoriseret skole, hvilket muliggør brugen af ordet "dojo".
Med til den egentlige bygning hører desuden et udendørs område, hvor træningen også kan foregå, og hvis man benytter redskaber under træningen, hænger disse oftest på en væg i træningshallen, selvom det nu om dage er almindeligt at anvende personlige redskaber, som man bringer med sig hjemmefra. I en dojo benyttes også en helt bestemt type træningstøj i traditionel stil, som man ifører sig efter sin ankomst.