I Danmark er fodbold en populær sportsgren, der fører til festligheder både på og uden for stadion. Det er derfor ikke overraskende, at fodboldkampe resulterer i svineri, når fans efterlader affald, som ansatte sørger for at rydde op efter dem, når de er taget hjem fra en fodboldkamp. I Vesten har fodboldfans kort sagt en opfattelse af, at det er okay at svine, fordi man har en forventning om, at andre vil rydde op efter en. Men i Japan har man en helt anden mentalitet, idet det er en del af japanernes opdragelse at gøre rent efter sig selv, og derfor vil mange japanske fodboldfans tage del i oprydningen af stadion umiddelbart efter en kamp, hvor de kan ses på lægterne med affaldssække, hvor de samler skrald op efter både sig selv og modstanderholdets fans.
Dette er sådan set ikke unormalt for japanere, da man allerede i skolen lærer at tage ansvar for sin egen opførsel ved at gøre rent på skolerne, og derfor er det også noget, som japanerne tager del i efter sportsarrangementer, som de jo har været en del af. Men adfærden har alligevel vakt opsigt i udlandet, fordi man via medierne har fået indsigt i japanernes opførsel, der bliver betegnet som forbilledlig og beundringsværdig, fordi det i andre dele af verden er unormalt at rydde op efter sig selv efter et stort arrangement, hvilket eksempelvis også ses på danske festivaler, der er blevet kendte for at ligne lossepladser, når disse er overstået.
Dækningen af sportsbegivenheder ender jo med, at en kamp bliver overstået, så at følge hændelserne efter denne er ikke noget, man har valgt at tillægge opmærksomhed før i nyere tid, hvor historierne om de japanske fodboldfans for alvor fik omtale under VM i 2014, hvor billeder af de japanske fans begyndte at sprede sig. Via sociale medier har det været muligt at sprede historierne om de japanske fans, som stadig formår at få omtale, som det eksempelvis var tilfældet under VM i 2018, hvor japanerne led et overraskende nederlag til Belgien på 2-3 efter at have været foran 2-0. End ikke dette kunne få de japanske fans til at undlade at rydde op efter sig selv, og selv de japanske spillere er blevet rost for at efterlade et pænt og rent omklædningsrum efter sig, hvilket blot er med til at afspejle kulturforskellene inden for især fodbold, hvor man i store dele af verden fralægger sig ansvaret for det rod, man selv har været med til at lave. Så at nogen vælger at rydde op efter sig selv eller sågar andre er tilsyneladende så specielt, at det fortjener opmærksomhed, hver gang man bliver vidne til det.