

Om stedet
Hakone-bjerget ligger ved byen Hakone i Kanagawa-præfekturet. Der er egentlig tale om en vulkan, og så endda en aktiv en af slagsen, hvilket har ført til, at der er mange varme kilder i Hakone, der af den grund er blevet til et populært ferieresort og en populær destination blandt turister, fordi det er nemt at komme dertil fra Tokyo. Hakone-bjerget har en højde på 1.438 meter og kan hurtigt bestiges via en svævebane, men eller er der også flere vandreruter på bjerget, der gør det nemt at bestige det på et par timer. Man skal dog være opmærksom på, at disse kan risikere at være spærret grundet vulkansk aktivitet, der kan resultere i giftige dampe, hvilket også er årsagen til, at dele af bjerget er lukket af.
Et af vulkanens kratere kendt som Owakudani er et populært udflugtsmål, fordi man her kan opleve svovldampe og opvarmede kilder, og man kan sågar købe æg, som er blevet kogt i disse. På en tur i svævebanen passerer man over krateret, som også kan betragtes fra en udkigspost på toppen, og man vil desuden bemærke, at dette er fyldt med geotermiske anlæg, så det til forveksling ligner en stor mine. Fra toppen kan man på en klar dag se Fuji-bjerget i nærheden, og så ligger den originale Hakone-helligdom desuden på Hakone-bjerget - den nye helligdom står derimod ved foden af det nær Ashinoko-søen, som der ligeledes er forbindelse til med en svævebane.
Find vej
Gora station er endestationen på en toglinje, som fører frem til Hakone. Fra denne kan man tage en kabelvogn frem til Sounzan station, hvor svævebanen starter.
