

Om stedet
Kitsuki-borgen ligger i byen Kitsuki i Oita-præfekturet, hvor den blev anlagt i 1394 som en erstatning for Takeno-borgen, der lå mere indenlands, mens Kitsuki-borgen blev opført på et lille bjerg nær kysten. Hér fungerede den som base for Kizuki-klanen, der dog ophørte med at eksistere i slutningen af 1500-tallet, da slægtens overhoved blev beordret til at begå seppuku, hvorefter forskellige klaner skiftede til at besidde kontrollen over borgen. Denne var oprindeligt kendt som Kizuki-borgen, men en stavefejl førte dog til, at den fra 1712 blev navngivet Kitsuki-borgen.
I 1608 brændte borgen ned efter at være blevet ramt af et lyn, og en hovedbygning på tre etager blev herefter genopført. Denne blev dog revet ned i slutningen af 1800-tallet, da man i denne periode forsøgte at modernisere det japanske samfund, hvilket betød, at størstedelen af landets borge blev revet ned. Borggrunden blev dog bevaret, og på denne valgte man i 1970 at bygge en tre-etagers hovedbygning i beton, hvilket siges at være den mindste hovedbygning blandt Japans borge. Denne huser blandt andet et lokalhistorisk museum samt et observationsdæk, hvorfra man kan beundre udsigten til det omkringliggende landskab.
Find vej
Kitsuki-borgen ligger over 5 kilometer fra Kitsuki station. Herfra går der dog busser til området omkring borgen, og turen dertil tager 15 minutter.
