Seppuku

SeppukuSeppukuSeppuku (også kaldet harakiri uden for Japan) er en selvmordsmedtode, hvor man med et sværd eller en kniv skærer hul på sin egen mave. Under den rituelle udgave har det været almindeligt, at man blev assisteret af en person, der stod klar til at hugge hovedet af en, når man først havde sprættet sin mave op, da det ellers ville have været en langsom og pinefuld død.

Seppukku optræder første gang i en gudemyte fra 719, hvor gudinden Harima tager livet af sig selv med at skære maven op. Siden blev dette en måde, hvorved soldater kunne overgive sig i kamp, hvis de stod over for nederlag for på værdig vis at undgå at blive taget til fange eller slået ihjel af fjenden. Under Edo-perioden (1603-1868) blev seppuku et ritual, der primært blev set hos samuraiklassen og med påvirkning fra zen-buddhismen fik denne type selvmord æstetiske træk, så det kunne betegnes som den ideelle død. Det er dog ikke sådan, at man som samurai udførte seppuku for sjov eller tilmed opsøgte døden. Seppuku blev gjort til en straf, hvorigennem man havde mulighed for at redde eller sikre sin ære, hvis denne på nogen måde var blevet skændet. Der kan være tale om en ugerning, man havde begået, men man var som samurai også ansvarlig for ens slægt, hvilket vil sige, at hvis en søn havde gjort noget forkert, var det ikke ualmindeligt, at faderen tog ansvaret.

At man frivilligt har valgt at begå selvmord skyldes, at man i Japan har været under indflydelse fra konfusianismen, således at ens identitet har været baseret på ens tilhørsforhold i en gruppe. Frygten for udstødelse af fællesskabet eller tanken om for evigt at leve i skam var en så stærk kraft, at man valgte at vise omverdenen, at man var en holdspiller ved at ofre sig selv under deres opfordring. Denne opfordring har ikke altid været åbenlys – for det meste har det været en indlært forventning, man havde til sig selv. Man vidste, at hvis man skændte sit navn, så var konsekvensen, at man skulle bøde for dette, og der var seppuku en værdig måde at vise sin anger og dermed generobre andres respekt. Hvis man blev besejret i kamp, var der mere ære i at acceptere sit nederlag og dø ved egen hånd end at lade sig dræbe af fjenden eller tilmed stikke af. Seppuku var ikke en pligt eller en ordre, men en mulighed man blev givet og sjældent takkede nej til, da alternativerne ville tillægge en større skam. Ofte blev seppuku udført under overværelse af andre – især ens nærmeste – så man på den måde kunne udvise heroiske egenskaber og tilegne sig selv og sin slægt hæder.

Seppuku har også været en måde at udvise den ultimative loyalitet. Har man været ansat under en herre kunne man følge ham i døden, hvis han faldt i kamp eller tilmed døde af naturlige årsager. Samurai-hustruer kunne gøre det samme, hvis deres mand døde på slagmarken eller selv begik seppuku, da man på bryllupsdagen blev foræret en daggert og dermed blev givet muligheden for at udvise sin troskab, hvis det en dag skulle blive aktuelt.

Seppuku blev afskaffet i slutningen af 1800-tallet, da samuraiklassen blev opløst, men enkelte tilfælde hændte endnu i årene herefter. Et af de seneste er forfatteren Yukio Mishimas offentlige seppuku i 1970.

123total visits,1visits today