

Om stedet
Sakasai-borgen ligger i Ibaraki-præfekturet og blev grundlagt i 1456 som en fæstning af Sakasai-klanen, men denne blev dog fordrevet af Hojo-klanen i 1536, som efterfølgende sørgede for at bygge et rigtigt borgkompleks, som stod færdigt i 1577. 13 år senere i 1590 blev Hojo-klanen så overvundet, da Toyotomi Hideyoshi angreb Sakasai-borgen, som han imidlertid ikke valgte at overtage. Sakasai-borgen blev i stedet forladt og gik i forfald, hvorved den blev omdannet til en ruin indtil 400 år senere, da man i slutningen af 1900-tallet valgte at opføre en rekonstruktion af borgen.
Arkæologiske udgravninger i området begyndte i 1982, og i 1993 valgte man så at genopbygge Sakasai-borgen og samtlige af dens bygninger, som man mener, de oprindeligt har set ud. Sakasai-borgen er derfor ikke blot et sjældent eksempel på et komplet borg-kompleks, men også et sjældent eksempel på en borg fra den såkaldte Sengoku-periode før etableringen af Tokugawa-shogunatet, hvor størstedelen af landets borge blev moderniseret.
Find vej
Sakasai-borgen ligger meget isoleret og befinder sig derfor ikke i nærheden af nogen station. Den nemmeste måde at komme frem til borgen er derfor med bil eller taxa, idet busforbindelserne dertil er uregelmæssige. Disse kører kun få gange dagligt fra Moriya station, og turen tager over en halv time.
