Sengoku kan oversættes til "krigsland" og er betegnelsen for en over 100 år lang periode i Japans historie, hvor nationen var præget af borgerkrige. Der er dog delte opfattelser af, hvornår den såkaldte Sengoku-periode tog sin begyndelse, men dette skete ikke desto mindre under Muromachi-perioden, hvor Ashikaga-shogunatet besad den politiske magt i Japan med hovedsæde i Kyoto. Shogunatet havde derfor udpeget daimyoer, som blev sat til at administrere landets domæner, men da der opstod splid om, hvem der skulle være Ashikaga-slægtens arving, valgte en række daimyoer at slå sig sammen og begå oprør mod Ashikaga-shogunatet, hvilket førte til den ti år lange Onin-krig, som brød ud i 1467, hvilket derfor kan betragtes som begyndelsen på Sengoku-perioden, der dog også kan være startet 13 år forinden i 1454, hvor Kyotoku-hændelsen fandt sted.
Dette er nemlig betegnelsen for et oprør, som foregik i Kanto-regionen, hvilket startede som en magtkamp mellem de lokale samuraier og shogunens udsendte repræsentant, men dette udviklede sig med tiden til en borgerkrig, som først sluttede med en fredsaftale i 1482, hvor Onin-krigen både havde udspillet sig og allerede var bragt til en ende, men fordi at to borgerkrige foregik på samme tid, kan der derfor argumenteres for, at Sengoku-perioden først begyndte med Onin-krigen. Dog er der også nogle, som mener, at denne først begyndte i 1493 som følge af Meio-hændelsen, hvor shogunen Ashikaga Yoshiki blev væltet daimyoen Hosokawa Masamoto, der indsatte en ny shogun, som han kunne kontrollere. Dette kan nemlig betragtes som Ashikaga-shogunatets tab af den politiske magt i Japan, der således blev præget af interne stridigheder blandt landets daimyoer, som formåede at tilkæmpe og besidde den regionale magt i flere egne.
Således var nationen sådan set også splittet, for selvom man ellers havde et shogunat, så var der ikke styr på daimyoerne, som grundet politiske og regionale uoverensstemmelser fortsatte med at indgå i konflikter under resten af Muromachi-perioden, indtil denne endte, da shogunatet i 1573 blev væltet af daimyoen Oda Nobunaga, der overtog den politiske magt, uden at han dog valgte at etablere et shogunat. Han og hans efterfølger Toyotomi Hideyoshi formåede ikke desto mindre at samle landets damiyoer under sig, og de fik dermed styr på de interne stridigheder, som der blev sat en stopper for i 25 år. Da Toyotomi Hideyoshi døde i 1598, opstod der nemlig igen konflikter blandt landets daimyoer, som var uenige om, hvem der skulle efterfølge ham, idet hans søn kun var fem år gammel.
Daiymoen Tokugawa Ieyasu så derfor en mulighed for at få kontrol over Japan, da han i al hemmelighed planlagde at oprør, der eskalerede med Slaget ved Sekigahara i 1600, hvilket blev det største slag, der havde fundet sted på japansk jord, da over 100.000 loyale tilhængere af henholdsvis Toyotomi-slægten og Tokugawa-slægten tørnede sammen i et syv timer langt blodbad, hvor 30.000 mænd omkom. Tokugawa Ieyasus hær var i undertal, men han endte alligevel med at vinde slaget, og han slog sig efterfølgende ned i Edo (datidens Tokyo), hvor han i 1603 etablerede Tokugawa-shogunatet. Dette blev begyndelsen på en over 200 år lang periode præget af fred, da Tokugawa-shogunatet formåede at få kontrol over landets daimyoer ved at beordre, at disses familier skulle opholde sig i Edo, ligesom han sørgede for, at der blev indgået ægteskaber mellem Tokugawa-slægten og daimyoernes, så man dermed sikrede deres loyalitet.
Begyndelsen af 1600-tallet var dog fortsat præget af uro, hvilket særligt skyldtes to grupper: Toyotomi-klanen og de kristne. I 1614 var Toyotomi Hideyoshis søn, Hideyori, nemlig blevet voksen og sammen med en gruppe loyale støtter valgte han at begå oprør mod Tokugawa-shogunatet, hvilket resulterede i et slag ved Osaka-borgen, hvor Toyotomi-klanen blev bragt til en ende, da Hideyori begik seppuku, hvilket således konsoliderede Tokugawa-shogunatets overherredømme. Men der var dog også problemer med de kristne, som der efterhånden var flere tusinde af i Japan, idet der i denne tid foregik handel med Vesten, hvorfra der kom præster og missionærer i hobetal. Fra shogunatets side var man opmærksom på den koloniseringsproces, der på dette tidspunkt foregik i resten af verden, så man betragtede i stigende grad kristendommen for at være en fjende, hvilket førte til, at man simpelthen valgte at forbyde religionen og samtidig bandlyse alle udlændinge, og for at sikre sig yderligere lukkede man desuden grænserne af til omverdenen, så handel og kontakt med denne herfra kom til at foregå i et begrænset omfang.
Dette skete efter, at en gruppe kristne rebeller gik til modstand mod shogunatet under Shimabara-oprøret fra 1637 til 1638, hvilket resulterede i en massakre af de kristne og et øget had til religionen. Dette var således den sidste borgerkrig, som fandt sted på japansk grund frem til slutningen af 1800-tallet, hvor Japan atter valgte at åbne sine grænser, hvilket førte til en moderniseringsproces, hvor Tokugawa-shogunatet blev væltet, samtidig med at Japan begav sig bort fra den feudale tidsalder og ind i den industrielle. Præcis som der er flere bud på, hvornår Sengoku-perioden begyndte, så er der også flere bud på, hvornår denne endte. Den kan altså højest have strakt sig fra Kyotoku-hændelsens begyndelse i 1454 til Shimabara-oprørets afslutning i 1638, men generelt er det almindeligt at placere Sengoku-periodens afslutning i 1500-tallet - enten i 1568, hvor Oda Nobunaga ankom til Kyoto, eller i 1573, hvor Ashikaga-shogunatet blev væltet. Men selvom det lykkedes for Oda Nobunaga at forene Japans daimyoer, så var dette altså kun midlertidigt, idet en decideret fredstid præget af politisk stabilitet først begyndte efter etableringen af Tokugawa-shogunatet i 1600-tallet.