Sannohe-borgen

Sannohe-borgen ligger i byen Sannohe i Aomori-præfekturet, hvor den i midten af 1500-tallet blev grundlagt som en fæstning tilhørende Nanbu-klanen, der i denne tid havde kontrol over præfekturet. I 1600-tallet flyttede de dog deres hovedsæde til Morioka-borgen, hvorved Sannohe-borgen blev forladt og således gik i forfald. Man forsøgte imidlertid at bevare bygningerne ved at omdanne disse til administrative kontorer, og de eksisterede dermed stadig, da man i slutningen af 1800-tallet begyndte at rive majoriteten af Japans borge ned i et forsøg på at modernisere samfundet. Dette var også tilfældet med Sannohe-borgen, hvis bygninger blev jævnet med jorden, hvorefter borggrunden blev omdannet til en park, som endnu eksisterer den dag i dag.

I 1967 valgte man at opføre en moderne kopi af et vagttårn i parken, så dette kunne fungere som et lokalhistorisk museum, selvom den originale Sannohe-borg tilsyneladende ikke havde hverken vagttårne eller en hovedbygning. Siden da er flere rekonstruktioner kommet til, så man kan få en fornemmelse af, hvor stor borgen i sin tid har været, men på grunden findes ligeledes en hjortepark og legepladser.

Sannohe-borgen ligger 3 kilometer fra Sannohe station.

Total Page Visits: 91 - Today Page Visits: 1