Okinawa World

 

 

Temapark dedikeret til Okinawas kultur

 

 

Om stedet

Okinawa World er en temapark beliggende på Okinawa, som netop er dedikeret til Okinawa og den unikke kultur, der i århundreder har præget øen og dens befolkning. Parken er derfor opdelt i tre sektioner, hvoraf man i den ene finder gamle bevaringsværdige bygninger, som er blevet flyttet til Okinawa World, hvor de til sammen skaber en lille landsby, så man kan få en fornemmelse af, hvordan folk på Okinawa i sin tid har boet. En anden sektion er dedikeret til giftslangen kaldet habu, der blandt andet anvendes til at producere slangevin på Okinawa, og den tredje sektion udgøres af den største kalkstensgrotte på Okinawa: den 5 kilometer lange Gyokusendo-grotte, hvor besøgende har mulighed for at udforske 850 meter af denne.

Gyokusendo-grotten blev opdaget i 1967, og i 1972 blev denne så åbnet op for offentligheden. Det var derfor med udgangspunkt i denne, at man i 1996 besluttede sig for at åbne Okinawa World, så folk, der kom for at besøge grotten, samtidig kunne blive introduceret for Okinawas kultur. Parken består derfor ikke kun af bygninger, idet man ligeledes har mulighed for at overvære kulturelle opvisninger og workshops med forskellige typer af håndværk.

 

 Find vej

Okinawa World ligger på det sydlige Okinawa uden for Naha, hvorfra der går busser til parken. Turen tager under en time.

Total Page Visits: 125 - Today Page Visits: 1