Habu

Habu

Protobothrops flavoviridis er det videnskabelige navn for en slangeart, der kun lever på Ryukyu-øerne i Japan, hvor den er kendt som habu. Der er tale om en giftslange, som er en af de to giftigste slangearter i Japan, og grundet dens udbredelse på beboede øer med beskedent plads, så hænder det ofte, at der er slanger, som vælger at bide mennesker. Dette vil i så fald kræve behandling, idet slangen er i besiddelse af en stærk gift, der i over 5 % af tilfældene fører til permanente vævskader, mens dødsraten dog ligger på under 1 % - det er primært folk med et dårligt helbred, som dør af at blive bidt af slanger i Japan. En habu bliver i gennemsnit omkring 1,5 meter lang, men der er dog fundet eksemplarer på over 2 meter og det er dermed den største art inden for Protobothrops-slægten.

Ligesom hos mange andre slanger er skindet olivenfarvet med mørke aftegninger, hvilket gør det muligt for dyrene at kamuflere sig i naturen, men en habu jæger dog primært om natten, hvor dens foretrukne føde er mindre gnavere såsom mus og rotter. En slange lægger omkring 15 æg i løbet af sommeren, og når disse udklækkes efter 5 ugers tid er ungerne 25 cm. lange og i stand til at klare sig selv.

Problemet med slanger på Ryukyu-øerne førte i starten af 1900-tallet til, at man introducerede manguster på Okinawa for på den måde at få bugt med de mange slanger, men dette havde den ulempe, at manguster nu også er en gene på øen, hvor de blandt andet har påvirket fuglelivet. På Okinawa fanger man desuden habu for at brygge en type sake kaldet habushu.

Total Page Visits: 1022 - Today Page Visits: 1