På Kunisaki-halvøen på Kyushu befinder sig flere Buddha-statuer, som er blevet hugget ud fra klippevægge. Sådanne statuer er kendt som magaibutsu og blandt disse finder man blandt andet Motomiya Magaibutsu, der består af fem statuer, som befinder sig side om side på en klippeflade, som nu om dage ligger ud til en trafikeret vej. For at holde statuerne beskyttet mod vind og vejr valgte man i 2001 at opføre en lille pavillon, hvor man blandt andet kan foretage ofringer, men ellers har man adgang til statuerne døgnet rundt, selvom de ellers har status som kulturskat sammen med de nærliggende Nabeyama Magaibutsu og Kumano Magaibutsu.
De fem statuer har to forskellige højder - tre høje og to lave - og skal forestille fem forskellige gudeskikkelser inden for buddhismen. Der har efter sigende været en sjette statue, som med tiden er blevet nedbrudt, og denne skulle tilsyneladende have været den tredje statue fra venstre med en lav højde, så statuerne derfor ville optræde i et zigzag-mønster baseret på deres højde. Det menes desuden, at den første statue fra venstre først blev tilføjet senere, men man ved dog ikke, hvornår statuerne blev udhugget - kun at dette efter alt at dømme foregik i 1300-tallet.
Motomiya Magaibutsu ligger 9 kilometer fra den nærmeste station. Templet Makaido ligger dog 1,5 kilometer væk og er en del af en busrute, der forbinder flere seværdigheder på Kunisaki-halvøen.