Tempel

TempelEt buddhistisk tempel er et sted, hvor man dyrker buddhismen. Primært fungerer templer på samme måde som kirker, idet det er her, man kommer for at tilbede nogle af de mange Buddha’er, der findes inden for buddhismen, men nogle templer fungerer imidlertid også som skoler, hvor munke uddannes og bor sammen. Som munk bestræber man sig på at leve efter Buddhas lære, og templet er først og fremmest et sted, hvor man praktiserer sin religion. Enkelte templer er blevet turistattraktioner, og nogle af disse tilbyder sågar, at man som turist kan overnatte på dem og således deltage i diverse aktiviteter såsom morgenbøn. Modsat helligdomme, der er tilknyttet shintoismen, så har templer som oftest fysiske tilbedelsesbjekter, og dette er som regel statuer, som forestiller den pågældende Buddha, som det enkelte tempel er dedikeret til. Det japanske ord for tempel er tera, der også kan læses som ji, hvilket er det ord, som langt de fleste templer i Japan ender på, hvilket gør dem nemmere at identificere for udlændinge.

Buddhismen kom til Japan fra Kina via Korea i 500-tallet og blev ikke blot praktiseret side om side med shintoismen – de to religioner blev simpelthen så tæt forbundet, at de som sådan havde status som en enkelt trosretning. Mange templer fungerede derfor også som helligdomme frem til slutningen af 1800-tallet, hvor buddhismen og shintoismen dog blev splittet via lov, så templer/helligdomme blev tvunget til at vælge, hvilken religion de egentlig tilhørte. Derfor er der flere helligdomme, der umiddelbart ligner templer, og af samme grund er der visse templer, der har torii-porte, selvom disse ellers hører til shintoismen. I slutningen af 1800-tallet blev buddhismen generelt mødt af folkelig modstand, fordi man i denne periode ønskede at modernisere Japan, hvor templer blev betragtet som et levn fra fortiden grundet buddhismens tilknytning til Tokugawa-shogunatet, og mange templer blev af den grund udsat for hærværk eller fuldkommen ødelagt. Buddhismen kunne i teorien være blevet udryddet i Japan på denne tid, men endte dog alligevel med at bevare sin status som en af de to førende trosretninger i Japan.

I dag findes der flere forskellige grene inden for buddhismen, der har været med til at sætte sit præg på templernes arkitektur – såsom Zen-buddhismen, hvis templer typisk har haver, som i sin tid har været anvendt til blandt andet meditation. Templer findes derfor i alle former og størrelser, men fælles for dem alle er dog, at de har en hovedbygning, der på japansk kaldes for enten butsuden, hondo eller kondo alt efter hvilken periode denne er fra, og det er i denne, tilbedelsesobjektet eller objekterne befinder sig. Ideelt set skal et tempel bestå af syv strukturer, men dette er blevet en sjældenhed i Japan, da mange templer har været ødelagt gennem tiden og derfor er sunket gevaldigt i størrelse, så de fleste nu kun består af enkelte bygninger. Foruden hovedbygningen er der som regel også et bibliotek med sutra-ruller (kyozo), en bygning, hvor disse læses og læres (shoin), og så naturligvis også templets klokke, idet templer før i tiden fungerede som offentligheden ur og ringede med denne for at indikere, når en ny time begyndte. Nu om dage ringer templer blandt andet med deres klokker nytårsaften for at drive menneskets synder bort. Mange templer har desuden porte i forskellige størrelser samt “skatkamre”, hvor man udstiller nogle af templets artefakter såsom skriftruller, figurer og keramik, og et utal af disse genstande har fået status som nationalskatte. Nogle af disse skatkamre findes i skikkelse af pagoder, der var blandt de højeste strukturer i Japan, før etagebyggerier kom til landet. Generelt har templer historisk set fungeret som nogle af de største bygninger i Japan, og det var muligt at foretage så enorme byggeprojekter, fordi religionen i århundreder modtog statsstøtte ved tidligt at knytte bånd til kejserslægten, indtil man altså valgte at ophæve forholdet til staten i 1800-tallet. Siden da har buddhismen været afhængig af økonomisk bistand fra folket, og denne kommer for eksempel i form af mønt-ofringer.

Når man besøger et japansk tempel med henblik på at bede, så gøres dette som regel ved, at man først vasker sin mund og hænder i et lille bassin ved ankomsten. Herefter tænder man en af de røgelsespinde, som templet har til rådighed og blæser denne ud med hånden – aldrig med munden. Røgelsespinde er nemlig til for at rense atmosfæren, og ens ånde anses for at være en af kroppens onder. Af samme grund skal man vifte noget af røgen imod sig selv, når man har placeret røgelsespinden i den tilhørende holder, idet røgen menes at have en helbredende effekt på krop og sind. Nogle holdere befinder sig på tempelgrunden, mens andre står placeret ved hovedbygningen, og hér er man så klar til at udføre tilbedelsesritualet, der i al sin enkelthed går ud på, at man placerer sig foran offerbøssen, hvor man først bukker, før man kaster en mønt i kassen, hvorefter man ringer med klokken over sig enten to eller tre gange. Herefter foretager man så en lille bøn ved at bukke igen, hvorpå man placerer håndfladerne mod hinanden (muligvis med tag om et sæt bedeperler) mens man lydløst eller hviskende fremsiger sine ønsker. Afslutningsvis takker man Buddha og bukker så en sidste gang, inden man forlader templet. Man må naturligvis gerne opholde sig på tempelgrunden uden at foretage ofringer eller bede, da der er åbent for alle – ikke kun buddhister.

 

Total Page Visits: 444 - Today Page Visits: 1