Himeji-borgen

Himeji-borgenHimeji-borgen er en 400 år gammel borg, der befinder sig i byen Himeji i Hyogo-præfekturet. Der er tale om en af Japans kun 12 originale borge, og med sine 83 bygninger er det den bedst bevarede af slagsen, hvilket samtidig gør Himeji-borgen til den største tilbageværende borg i hele Japan, selvom den desværre ikke er fuldkommen intakt. Det er derfor ikke underligt, at Himeji-borgen også er landets mest besøgte og sammen med Matsumoto-borgen og Kumamoto-borgen betragtes Himeji-borgen for at være en af Japans tre bedste borge. I 1993 blev Himeji-borgen oven i købet optaget på UNESCOs liste over verdensarv som et af Japans første bidrag. Besøgende har ikke blot mulighed for at beundre borgens ydre, men kan også tage en tur indenfor og bestige dens seks etager. 

Oprindeligt blev borgen opført i 1333, men den er siden blevet revet ned, genopbygget og udvidet ad flere omgange. Siden 1618 har den dog kun undergået renovation, senest i 2015 hvor taget fik sin hvide farve tilbage. Efter den blev bygget skiftede borgen flere gange ejer, og i slutningen af 1800-tallet blev mange af Japans borge revet ned, hvilket også var planen for Himeji-borgen, der dog fik lov at stå efter protester. Borgen blev derfor sat på auktion og solgt for sølle 23 yen til en lokal indbygger, der dog også ønskede at rive den ned, så han i stedet kunne bygge landbrug på grunden. Omkostningen i forbindelse med dette var imidlertid for stor, så borgen overlevede endnu en gang. Den er siden blevet statsejet og er i dag ikke blot et vartegn for Himeji, men for hele Japan. Selvom Himeji blev udsat for bombeangreb under anden verdenskrig, klarede borgen sig igennem modsat andre af Japans historiske bygninger. En ueksploderet bombe blev dog fundet på borgens øverste etage efter et luftangreb, og borgen kunne således have endt sine dage under krigen.

Himeji-borgen ligger cirka en kilometer fra Himeji station, og til fods tager det omkring et kvarter at gå dertil. Borgen står placeret på et fundament af sten og kan ses fra det meste af byen.

Total Page Visits: 504 - Today Page Visits: 1