Kiyomizudera

Et af Kyotos mest populære templer

Om stedet

Kiyomizudera er et buddhistisk tempel beliggende i det østlige Kyoto og er blandt de mest besøgte templer i byen, hvilket primært skyldes arkitekturen. Templet er nok mest kendt for sin ikoniske udkigspost på hovedbygnigen, hvorfra man har et udsyn ud over Kyoto, men selve komplekset består af flere andre bygninger såsom en pagode på tre etager. Kiyomizudera blev grundlagt tilbage i 700-tallet, men den nuværende hovedbygning er fra 1633. At denne endnu står er imponerende i sig selv, men mere imponerende er det, at der ikke er blevet brugt et eneste søm i konstruktionen af den.

Udkigsposten minder om en enorm terrasse, som er bygget på pæle, hvorfra der er et fald på 13 meter. Før i tiden var det ikke ualmindeligt, at folk sprang ud fra denne, idet man dengang mente, at hvis man overlevede et fald fra templet, så ville ens ønske gå i opfyldelse. Af de 234 udspring, der er registreret, var der 15 % der omkom under det lange fald, mens alle andre pådrog sig kvæstelser i større eller mindre grad. Bag hovedbygningen ligger Jishu-helligdommen, som er dedikeret til kærlighed, og ud fra denne står to store sten, som er placeret 18 meter fra hinanden. Ifølge en skrøne, vil man finde kærlighed, hvis man fra den ene sten kan vandre til den anden med lukkede øjne.

Kiyomizudera deler navn med et andet tempel i Shimane, og blev i 1994 optaget på UNESCOs liste over verdensarv sammen med 16 andre steder i Kyoto, ligesom templet i 2007 var en af 21 finalister til verdens 7 nye vidundere.

 

 Find vej

Kiyomizudera ligger halvanden kilometer fra Kiyomizu-Gojo station, der er den nærmeste station.