Shikinaen er en 4,2 hektar stor have beliggende i Naha på Okinawa, hvor den blev opført som et sekundært residens for Ryukyu-kongerne, som ellers holdt til i den nærliggende Shuri-borg. Haven blev opført i slutningen af 1700-tallet, og i 1941 fik den status som værende bevaringsværdig. Desværre blev haven og dens bygninger ødelagt få år senere under Anden Verdenskrig, men efter afslutningen på denne valgte man i 1975 at genopføre Shikinaen, der i 2000 blev optaget på UNESCO's liste over verdensarv.
Shikinaen er i dag åben for offentligheden, der kan nyde det smukke landskab, der blandt andet består af en sø med flere broer og en lille pavillon, ligesom man ved denne finder de rekonstruerede paladsbygninger, som det er muligt at træde ind i, så man også herfra kan betragte haven, der er kendt for sin subtropiske stemning.
Det er muligt at komme til Shikinaen med bus fra Naha centrum, og turen tager 20 minutter.