
I Tokyo ligger Meiji-helligdommen, som er dedikeret til Kejser Meiji. Eftersom hans regeringsperiode strakte sig over 45 år fra slutningen af 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet, så blev Kejser Meiji et symbol på industrialiseringen og moderniseringen af Japan, hvilket har gjort ham til en af landets mest berømte kejsere. Efter hans død valgte man derfor at fejre hans liv ved også at opføre et helt museum dedikeret til ham. Men selvom museet godt nok tog udgangspunkt i Kejser Meijis liv, så skulle det samtidig skildre Japans historiske udvikling i den periode, han sad på tronen.
Meiji Memorial Picture Gallery blev opført i Shinjuku og stod færdigt i 1926. Museets samling består af i alt 80 malerier, som skildrer begivenheder i Japans historie og kejserens liv fra hans fødsel i 1852 til hans død i 1912. Udvalgte kunstnere blev derfor hyret til at fremstille de 80 malerier, hvoraf halvdelen blev malet i japansk stil (nihonga), mens den anden halvdel blev malet i Vestlig stil (yoga) som en symbolsk gengivelse af, hvordan man under Kejser Meijis regeringstid udviklede det japanske samfund ved at tage Vestlige værdier til sig. Der gik dog 10 år, før de sidste malerier blev færdige, og samlingen dermed blev komplet, og de 80 malerier hænger nu i kronologisk rækkefølge i museets to fløje - nihonga-malerierne i den ene fløj og yoga-malerierne i den anden - som en kunstnerisk skildring af en æra i japansk historie, der bød på en omvæltende samfundsudvikling.
Museet klarede sig tilmed uskadt igennem Anden Verdenskrig og fik i 2011 status som kulturskat, idet bygningen er et fremragende eksempel på den Vestligt inspirerede arkitektur, der kendetegnede opførelsen af nye bygninger i Japan i begyndelsen af 1900-tallet. Selve museumsbygningen og dens interiør er derfor også værd at beundre, når man kommer for at betragte det omfattende kunstprojekt, det tog 10 år at færdiggøre.
Meiji Memorial Picture Gallery ligger et par hundrede meter fra Shinanomachi station.