Mirakelgrantræet

Et kendt grantræ, der stod tilbage efter tsunamien i 2011

Om stedet

Takata-matsubara var navnet på en 2 kilometer lang grantræsskov, der stod langs kysten i havnebyen Rikuzentakata, indtil denne i 2011 blev ramt af en tsunami, der endte med at vælte samtlige af de 70.000 træer - foruden et enkelt, der som det eneste formåede at stå intakt efter flodbølgens hærgen. Træet blev efterfølgende navngivet "mirakelgrantræet" og blev benyttet som et symbol på de lokales evne til at overkomme modgang, men selvom man ellers gjorde alt for at sikre træets overlevelse, så havde det imidlertid fået saltvandsforgiftning i så stor grad, at det året efter døde.

Træet blev herefter fældet, så man ikke desto mindre kunne bevare det, og efterfølgende besluttede man sig i stedet for at opføre en skulptur af træet, som det så ud, umiddelbart efter tsunamien, så dette fremover kan fungere som et monument, der både beretter om den skelsættende katastrofe, der ramte området, men også om den modstandsdygtighed, som lokalbefolkningen bryster sig af at besidde. Træet fungerer nu om dage som hovedattraktionen i en mindepark opført nær kysten, hvor man også finder et museum.

 

 Find vej

Tsunamien førte også til, at jernbanelinjen i Rikuzentakata blev smadret, og der er derfor ikke længere nogen togstationer i byen. I stedet er der blevet anlagt en busrute på den oprindelige jernbanelinje, og det nærmeste stop på denne er Kiseki No Ippommatsu station, som ligger ved Mirakelgrantræet.