
Den 11. marts 2011 blev Japan ramt af det kraftigste jordskælv, som nogensinde er målt i landet, hvilket igangsatte en tsunami, der ramte den nordøstlige kyst, hvor mange byer blev lagt i ruiner. En af disse var byen Yamamoto, hvor flodbølgen nåede en højde på 10 meter og derfor lagde store dele af byen i ruiner. Enkelte formåede dog at stå intakte, hvilket inkluderede Nakahama Grundskolen, hvor mange elever og lærere opholdt sig, da tsunamien ramte. Men alle formåede på mirakuløs vis at overleve, idet skolen var blevet opført på en 2 meter forhøjning, der netop skulle holde den beskyttet i tilfælde af en flodbølge, og tilfældigvis var dette nok til, at hele skolen ikke kom til at stå under vand, idet det var muligt for folk at søge tilflugt på taget, hvor de dog også blev fanget, da trapperne blev blokeret af interiør.
Først efter et døgn fik man evakuerede de overlevende fra Nakahama Grundskolen, der således blev et udtryk for håb i lokalsamfundet, hvor man derfor valgte at bevare skolen som et mindesmærke. Efter at være blevet istandsat åbnede skolen op for offentligheden i 2020, så man nu kan komme og opleve ødelæggelserne efter tsunamien, der er blevet bevaret i de mange lokaler, som dermed fungerer som udstillingsrum, der beretter om en af de største naturkatastrofer i Japans historie. Man kan også få en rundtur på taget, hvor folk søgte tilflugt, mens loftrummet, hvor de tilbragte natten, er forblevet uberørt siden da.
Nakahama Grundskolen ligger 2 kilometer fra Sakamoto station.