Nationalmuseet for japansk historie

Nationalmuseet for japansk historie - kendt som Rekihaku i Japan - ligger i byen Sakura nær Narita i Chiba-præfekturet. Museet åbnede som et forskningskompleks i 1981, før det slog dørene op for offentligheden i 1983. Siden da har det haft til formål at skildre Japans historie fra stenalderen og frem til moderne tid, således at japanere såvel som udlændinge kan blive sat ind i den udvikling, der gennem tiden har fundet sted i Japan, hvilket har været med til at forme landet til det, det er i dag. Museet er blevet udvidet flere gange og er nu delt op i forskellige sektioner, der tilsammen skildrer Japans historie og kulturelle udvikling gennem udstillinger bestående af omkring 200.000 artefakter, modeller eller rekonstruktioner samt dertilhørende information - enten på skrift, billeder eller videoklip.

Museet er blevet opført på grunden, hvor Sakura-borgen engang lå, og blev grundlagt, fordi man efter Anden Verdenskrig mente, at der var behov for både at bevare den japanske kulturarv, men samtidig udstille denne for offentligheden, så den kunne fungere som en påmindelse om japanernes identitet via en samlet præsentation af deres fælles historie. På trods af navnet er Nationalmuseet for japansk historie dog ikke et af Japans officielle nationalmuseer.

Nationalmuseet for japansk historie ligger 1,5 kilometer fra Keisei Sakura station, der er den nærmeste togstation. At gå til museet derfra tager cirka 20 minutter, men der går dog også busser, som kan klare turen på 5 minutter.

Total Page Visits: 1013 - Today Page Visits: 1