

Om stedet
Ved kysten til Det Japanske Hav ligger Nima Sand Museum, der er dedikeret til sandet i den nærliggende strand kaldet Kotogahama, som siges at "synge", når man går i det, hvilket skyldes den høje mængde kvarts. I 1991 åbnede man derfor museet for at sætte fokus på det specielle sand i håbet om at bevare det, men museet er imidlertid mest kendt for sit udseende, idet det består af hele seks enorme glaspyramider, som en hentydning til Pyramiderne i Egypten, der netop befinder sig i sand.
I den ene af pyramiderne finder man desuden verdens største timeglas, der indeholder et helt ton sand, som det tager et år at løbe igennem timeglasset, der hvert nytår vendes om, når sandet rinder ud. Det kostede 100 millioner yen at bygge timeglasset, som krævede tre års forberedelse, før det stod færdigt, men det er nu også museets helt store attraktion.
Find vej
Nima Sand Museum ligger en halv kilometer fra Nima station.
