Kegon-vandfaldet

Japans mest populære vandfald

Om stedet

Kegon-vandfaldet er et 97 meter højt vandfald beliggende uden for Nikko, hvor det er tilknyttet den nærliggende Chuzenji-sø via en flod, der løber til Nikko by, og det er blandt andet kendt for at være et af Japans tre smukkeste vandfald, mens det oftest bliver betragtet som det mest populære vandfald i landet. Det er muligt at betragte vandfaldet på afstand, men for at beundre det tæt på, kræver det, at man begiver sig frem til foden, hvilket indebærer en elevatortur, der fører besøgende 100 meter ned under jorden, hvor man skal vandre igennem en tunnel af beton for at komme frem til et observationsdæk, hvorfra man kan beundre vandfaldet fra et podie på flere etager. Herfra kan man også se, at der faktisk er tale om et stort og flere mindre små vandfald, som udspringer fra de omkringliggende klipper.

I 1903 blev Kegon-vandfaldet især kendt, da teenagedigteren Misao Fujimura valgte at begå selvmord ved at springe i døden fra toppen af det. Forinden havde han skrevet et afskedsdigt på et træ i nærheden, og hans død var ikke blot en stor historie, men også inspiration for andre unge, der i denne periode valgte at kopiere hans selvmord og ligeledes tage livet af sig selv ved at springe ud fra forskellige vandfald rundt om i Japan. Dengang blev Kegon-vandfaldet derfor spærret af, så i dag er det ikke længere muligt at komme frem til toppen af Kegon-vandfaldet.

 

 Find vej

Kegon-vandfaldet ligger en kort gåtur fra busterminalen ved Chuzenji-søen, som man kan komme til fra Nikko. Busturen dertil tager lige under en halv time.