Heiwadai Park

Heiwadai ParkHeiwadai Park ligger i Miyazaki og blev etableret i 1940 for at fejre 2600 årsjubilæet for grundlæggelsen af monarkiet, da Japans første kejser, Jimmu, begyndte at regere, og parken blev derfor opført på samme sted, hvor hans palads efter sigende skulle have ligget. Heiwadai betyder dog “fredstårn”, eftersom der i parken står et 36 meter højt stenmonument dedikeret til Jimmu, hvilket i dag har status som et symbol for fred. Sådan har det imidlertid ikke altid været, for da parken blev grundlagt, var Japan i fuld gang med at invadere nabolandende under optakten til Anden Verdenskrig, og tårnet blev i den forbindelse navngivet efter sloganet “Hakko Ichiu“, hvilket kan oversættes til “at samle verdens otte retninger under et styre”. Dette fungerede under Anden Verdenskrig som et propagandamiddel, med hvilket man argumenterede for, at det var Japans pligt at erobre verden og samle denne under den japanske kejser, og tårnet blev derfor ikke kun opført med sten fra Japan, men også fra de lande, man havde invaderet. Efter Anden Verdenskrig erkendte man tårnets symbolik, og man valgte derfor at omdanne det til et fredsmonument, hvis grundlæggende betydning dog stadig er den samme – håbet om en forenet verden. Af den grund er Heiwadai Park også kendt som Fredsparken i Miyazaki.

Heiwadai Park har en størrelse på 70 hektar og har altså meget andet at byde på ens fredstårnet. Her ligger blandt andet en enorm sø, sportsområder og legepladser. En stor del af parken udgøres af skovarealer, og så ligger her også et lille haveområde kaldet Haniwa, hvor 400 statuer, der forestiller dyr og mennesker, står spredt rundt blandt træerne. Disse er moderne kopier af traditionelle statuer, som før i tiden blev lagt i nogle af de grave, som man har fundet i området.

Heiwadai Park ligger 2 kilometer fra den nærmeste station, som er Miyazaki Jingu station. Til fods vil turen til parken tage en halv times tid.

Total Page Visits: 222 - Today Page Visits: 1