

Om stedet
Maruyama Park ligger i det østlige Kyoto og er blandt andet kendt for sine mange kirsebærtræer, hvilket gør parken til det mest populære sted i Kyoto at se disse blomstre i løbet af foråret. Særligt et af træerne skiller sig ud, og derfor er dette hegnet af og lyst op i aftentimerne. Tidligere var grunden en del af den nærliggende Yasaka-helligdom, men i 1887 blev den omdannet til Kyotos første offentlige park og har i dag en størrelse på over 85.000 kvadratmeter.
Ud over kirsebærtræer er her også diverse monumenter og statuer af kendte japanere, ligesom her desuden ligger en række mindre søer samt japanske haver og sågar restauranter, hvor man kan få noget at spise. Parken huser desuden et koncertområde med pladser til 3000 tilskuere og lige i nærheden finder man en af Kyotos største gravpladser med tusindvis af gravsten. Grundet sin popularitet er det blevet nødvendigt at opsætte regler for, hvordan man skal opføre sig i Maruyama Park, hvilket inkluderer restriktioner inden for fotografering.
Find vej
Maruyama Park ligger under en kilometer fra Gion-Shijo station.
