Yasaka-helligdommen

Yasaka-helligdommen

Yasaka-helligdommen var før i tiden kendt som Gion-helligdommen, idet den ligger i Gion-distriktet i Kyoto. Helligdommen blev grundlagt i 656, og i 869 opstod det, der nu om dage er Japans mest populære festival (Gion-festivalen), hér, da man under en epidemi valgte at føre helligdommens kami rundt i byens gader i en transportabel helligdom kaldet mikoshi.

I dag består Yasaka-helligdommen af flere forskellige bygninger, og disse er blandt andet kendt for deres mange papirlanterner, som bliver tændt om aftenen og derfor også gør helligdommen et besøg værd, efter mørket er faldet på. Hver lanterne bærer et navn på en virksomhed eller organisation, der har ydet en form for donation til helligdommen. Frem til slutningen af 1800-tallet var den nærliggende Maruyama Park desuden en del af Yasaka-helligdommen, men denne blev i stedet gjort til Kyotos første offentlige park og er nu det mest populære sted at nyde kirsebærtræernes blomstring om foråret.

Yasaka-helligdommen ligger under en kilometer fra Gion-Shijo station, hvorfra der er 10 minutter til fods.

Total Page Visits: 613 - Today Page Visits: 1