Yokohama Marine Tower

Yokohama Marine Tower er et 106 meter højt tårn beliggende i Yokohama, som blandt andet var kendt som verdens højeste fyrtårn, indtil denne funktion blev afskaffet i 2008. Tårnet blev opført som et vartegn i 1961 for at fejre Yokohamas 100 års jubilæum, men lukkede imidlertid i 2006, så det kunne blive renoveret og gøres klar til genåbning i forbindelse med byens 150 års jubilæum i 2009. Før da var Yokohama Marine Tower malet rødt og hvidt på samme måde som Tokyo Tower, mens det nu er gråt og brunt og desuden lyst op i aftentimerne.

I dag består tårnet af to observationsdæk, som befinder sig i 100 meters højde, hvorfra man har et godt udsyn ud over Yokohamas havneområde, ligesom man på en klar dag kan se Fuji-bjerget i horisonten. På de nederste etager ligger blandt andet spisesteder og udstillingshaller. Før skyskrabere blev udbredt i Japan var Yokohama Marine Tower et af de mest ikoniske bygningsværker i Japan, og tårnet har derfor optrådt i flere Godzilla-film. Tårnet har åbent for besøgende fra klokken 10 til 22.30 alle ugens dage, men der lukkes dog for nye tilkomne en halv time før lukketid.

Yokohama Marine Tower ligger kun 100 meter fra undergrundsstationen Motomachi-Chukagai.

 

Total Page Visits: 574 - Today Page Visits: 1