Aizumura

AizumuraAizumura betyder egentlig Aizu-landsbyen, men der er faktisk tale om et tempel, hvis officielle navn er Hokokuji Aizu-betsuin. Grunden til, at templet har fået tilnavnet “landsby”, skyldes at dets grund udgør 200.000 kvadratmeter, og over halvdelen af denne består endda af haveområder, der mest af alt får templet til at minde om en botanisk have. Dette har samtidig gjort Aizumura til en populær turistattraktion – også fordi man på tempelgrunden finder flere interessante seværdigheder. Dette inkluderer blandt andet en af Japans højeste statuer: den 57 meter høje Aizu Jibo Daikannon, der blev opført i 1987, som endda er hul indvendigt med en spiraltrappe, der gør det muligt for folk at komme op i 40 meters højde og betragte udsigten ud over det omkringliggende landskab. Dette er dog ikke den eneste Buddha-statue, for i Aizumura ligger også en 13 meter lang hvilende Buddha, der kom til i 1985, og templet huser også et museum med Buddha-statuer og buddhistiske malerier. Herudover er her også en 3 etagers pagode, mens tempel-indengang finurligt nok ligner indgangsporten til en japansk borg. Alt i alt fungerer Aizumura altså mere som en turistattraktion end et religiøst område, for tempelbygninger er der ikke meget af.

Aizumura ligger 2 kilometer fra Hirota station og Higashi Nagahara station. Fra Aizuwakamatsu station går der dog busser til Aizumura, og turen dertil tager en halv time.

 

Total Page Visits: 17 - Today Page Visits: 2